Med kun 3 nederlag i de første 14 kampe – mod Randers, OB og FC København – havde oprykkerne fra AC Horsens højest overraskende etableret sig som midterhold på den rigtige side af slutspilsstregen inden mødet med sidste sæsons sølvvindere fra SønderjyskE, der har haft nok at gøre med at finde benene igen oven på sensommerens europæiske anstrengelser.
Bedømt på det indbyrdes opgør synes begge kapitler af den aktuelle superligahistorie at være overstået – de knap 98 minutters aktivitet på banen tegnede i hvert fald et klart billede af hvilket af de to hold, der mest ligner et top 6-mandskab.




























