Den skaldede isse skinnede som en istap i stadionprojektørerne på superligastadionet i det snedryssede Aalborg. Men FC Københavns træner, Ståle Solbakken, havde svært ved at holde hovedet koldt, mens han, klædt i sort termotøj og med bart hoved, så sine spillere få 1-1 mod AaB i vinterfrosten.
Egentlig startede nordmanden ret køligt. Efter præcis et minuts spil bragte Filip Lesniak hjemmeholdet foran efter tvivlsomt forsvarsspil af duoen Denis Vavro og Michael Lüftner, der har været så meget mere usikre end sidste sæsons suveræne makkerpar, Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Erik Johansson. Men Solbakken lænede sig bare frem, lod hænderne hvile på ryggen af en stol og stirrede ind på en rød-hvid jubelskare. Måske i apati. I hvert fald var det et af de sidste øjeblikke, hvor FCK-træneren forholdt sig roligt.




























