Den charmerende underdog, der på overraskende vis lige pludselig befandt sig i landets bedste fodboldrække med faciliteter og et spillerbudget noget under konkurrenternes. Sådan blev FC Helsingør i bred forstand set på i efterårssæsonen, hvor man tilmed ikke endte på den sidsteplads i Superligaen, som langt de fleste eksperter spåede klubben. Men fortællingen om oprykkerne har ændret sig i de to første uger af forårssæsonen. Først blev det til et 1-6-nederlag på udebane mod OB, hvor Helsingør-defensiven blev kritiseret for at være under Superliga-niveau. Dernæst fulgte historien om flytningen af hjemmekampen mod AC Horsens til Farum på grund af frost i banen på Helsingør Stadion og et nederlag til selvsamme Horsens foran 568 tilskuere.
Et forløb, der fik Stig Tøfting til at kalde FC Helsingør for »lallende amatører« i vanlig bramfri stil for åben skærm.




























