Brøndby er nyt tophold i Superligaen

Matchvinder Kasper Fisker.  Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Matchvinder Kasper Fisker. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Med en omgang klassisk aggressiv overfaldsfodbold og i et voldsomt opskruet tempo spillede Brøndby sig op på førstepladsen i Superligaen ved at vinde topopgøret i Herning mod FC Midtjylland 1-0.

Efter en rekordstime på 14 kampe i træk uden nederlag med 13 sejre og et uafgjort resultat som udbytte måtte Jess Thorups formstærke midtjyske titelbejlere se sig slået for første gang siden 10. september - af et endnu mere formstærkt hold med en endnu mere positiv stime på nu 17 kampe uden nederlag.

Overblik:Stillingen i Superligaen

På en frysende men fyldt MCH Arena scorede Kasper Fisker kampens eneste mål, da han 21 minutter inde i opgøret med venstrebenet eksekverede på den løbevillige og energiske Hany Mukhtars fremragende forarbejde. Det var Kasper Fischers første mål i Superligaen for Brøndby, siden skiftet fra Randers i sommeren 2017.

FCM bed godt fra sig efter Brøndby-scoringen, men gæsterne fra Vestegnen lukkede af, når det begyndte at brænde på. Reelt var Brøndby tættere på endnu en scoring end midtjyderne var på en udligning i et opgør, hvor FCM’s unge finne Kaan Kairinen kort inde i den ikke særligt velspillede 2. halvleg groggy måtte forlade grønsværen for at blive tilset af læger.

Med sejren rykker Brøndby for FC Midtjylland i tabellen efter 23. runde. Begge mandskaber har 53 point, men Brøndby ligger øverst med en målscore, der er tre mål bedre.

Brøndby kan udbygge føringen med en hjemmesejr over OB på søndag, inden FCM skal i kamp på mandag i Silkeborg.

Kampen minut for minut

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her