Uafgjort i topkamp med kæmpebrøler er en sejr for Brøndby

En knastør afslutning fra Jakob Poulsen sikrede FC Midtjyllands udligning. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En knastør afslutning fra Jakob Poulsen sikrede FC Midtjyllands udligning. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Uafgjort i topkampen var en sejr for Brøndby og FC København, der nu har chancen for henholdsvis at øge forspringet til nummer to og mindske afstanden til tredjepladsen.

Kampen mellem Superligaens to mest scorende hold blev den målfattigste af de otte seneste indbyrdes opgør, men der manglede ikke hverken afslutninger eller chancer i den ganske underholdende kamp.

En gevaldig brøler dannede optakten til det første mål, da Kian Hansen ville sparke bolden på tværs af eget straffesparksfelt, men hans helkiksede aflevering strøg fladt over kunstgræsset og ramte Ernest Asante, der med skinnebenet fik dirigeret bolden i det tomme mål.

Dommeren udgik med en skade

FC Nordsjælland var stærkt dominerende i første halvleg, hvor Mikkel Rygaard havde et langskud snert over mål, men FC Midtjylland blev bedre efter pausen, da Benjamin Willaume-Jantzen måtte afløse den skadede dommer, Michael Tykgaard.

Det var derimod taktiske hensyn, der fik FC Midtjylland til at sende Michael Baidoo på banen til debut som afløser for Gustav Wikheim, og den 18-årige ghaneser var tæt på at score med sin første berøring, da han næsten nåede frem til et fladt indlæg fra højre.

Inden havde Jakob Poulsen udlignet med en knastør og velplaceret afslutning fra 18 meter, og Michael Baidoo var igen tæt på en stor chance i et kontraangreb, hvor Frank Onyekas aflevering blev bremset lige akkurat inden Baidoo havde fået frit løb mod mål.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her