Når man over for Jakob Poulsen peger på Esbjerg-FC Midtjylland og Brøndby-FC København som søndagens to topkampe i Superligaen, korrigerer FCM-anføreren lynhurtigt. »Skal vi ikke sige én topkamp og et derby«. Og han har jo ret. I Esbjerg er det nummer tre mod nummer ét, på Brøndby Stadion er det med resultaterne i fredag aftens to kampe regnet ind i tabellen nummer ni mod nummer to.
Men når Brøndby-FCK-opgør altid bliver gjort til det største, der findes i den bedste fodboldrække, hænger det jo sammen med de to klubbers superligahistorie, med rivaliseringen, der tænder fansene, med atmosfæren og stemningen omkring derbyerne, hvor man ofte oplever spil og intensitet, spænding og underholdning på et internationalt niveau.


























