Det første mesterskab
2015. Det skete 17. maj. Foran godt 11.000 tilskuere på et udsolgt stadion vandt FC Midtjylland med 2-0 over FC København og bragte sig så stort foran, at Herning-klubbens første mesterskab ret beset var en realitet. Med 4 runder igen havde midtjyderne 12 point ned til FCK – en suveræn triumf.
Gennem sæsonen var de eminente til at omdanne dødbolde til mål. Samtidig sprudlede rutinerede Jakob Poulsen og unge Pione Sisto, når ikke han var skadet. I næste kamp 21. maj sikrede FCM sig også matematisk guldet, og træner Glen Riddersholm optrådte i Ekstra Bladet i guld-jakkesæt.




























