Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Brøndby kom bagud mod FC Midtjylland, men hentede en vigtig og stor sejr.

Brøndby storsejrer tre dage efter pokalfiasko og øjner Europa

Vinder Brøndby også på lørdag i Odense, venter en kamp om en Europa-billet mod AGF eller Randers.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Vinder Brøndby også på lørdag i Odense, venter en kamp om en Europa-billet mod AGF eller Randers. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Brøndby holdt mandag aften liv i drømmen om europæisk deltagelse i næste sæson med en 4-1-sejr over et reservespækket FC Midtjylland-mandskab.

Sejren betyder, at Brøndby blot har tre point op til OB på fjerdepladsen, og de to hold tørner sammen på lørdag i mesterskabsspillets sidste runde.

Nummer fire fra mesterskabsspillet møder den samlede vinder af AGF mod Randers i en direkte duel om en plads i Europa League-kvalifikationen til næste sæson.

FC Midtjylland havde foretaget hele ti ændringer i startopstillingen i forhold til det hold, der i fredags vandt pokalfinalen mod netop Brøndby.

FCM’s eneste genganger mandag aften var brasilianske Evander, og han sparkede gæsterne i front efter 14 minutters spil.

Begge hold havde let ved at skabe chancer i første halvleg, og Brøndby kunne takke målmand Marvin Schwäbe for, at FCM ikke scorede yderligere.

Hjemmeholdet kom bedre med, og efter 38 minutter bragte Kamil Wilczek balance i regnskabet med sin scoring til 1-1 efter et hjørnespark.

Brøndbys Simon Hedlund tog sagen i egen hånd i første halvlegs sidste minut.

Den svenske offensivspiller udnyttede et passivt FCM-forsvar og hamrede Brøndby foran 2-1 på et fremragende langskud.

FC Midtjylland satsede hårdt på dødbolde efter pausen, og Manjrekar James fik bolden i mål efter 63 minutter, men scoringen blev annulleret for offside.

Minuttet efter sparkede Brøndbys Simon Tibbling hjemmeholdet foran 3-1, og det tog pusten fra FCM.

Derfor kunne Kamil Wilczek med 11 minutter igen lukke til slutresultatet 4-1 med sit 20. Superliga-mål i sæsonen.

Kampen minut for minut

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her