Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Med flere store afbrændere burde Sønderjyske have lukket kampen længe inden slutfløjtet, men trods spænding mod afslutningen lykkedes det at hente de tre point efter en 2-1-sejr over Randers.

Sprudlende Sønderjyske kommer godt fra land med sejr over Randers

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sønderjyske vandt søndag hjemme 2-1 over Randers FC, da de to hold tørnede sammen i første spillerunde af 3F Superligaen på Sydbank Park.

Sønderjyske var det bedste mandskab i første halvleg, mens Randers kom langt bedre med i anden halvleg.

Der var en masse chancer i begge ender, men det var altså sønderjyderne, der var skarpest og kunne tage de tre point.

Første halvleg begyndte i et hæsblæsende tempo med stor tænding hos begge mandskaber. Men Sønderjyske var mest på bolden og kom også frem til de bedste muligheder i kampens første halve time.

I det 28. minut fik hjemmeholdets Marco Rojas en god mulighed inde i feltet, men bolden endte i sidenettet.

Blot to minutter efter lykkedes det så hjemmeholdet at få gang i scoringen, da Christian Jakobsen opsnappede en bold i feltet, og med stor kølighed lagde han bolden i det lange hjørne til 1-0, som også blev pausestilling.

Seks minutter inde i anden halvleg fik angriber Mart Lieder en gylden mulighed for at udbygge føringen, men han ramte bolden helt skævt.

I stedet kunne udeholdet to minutter efter udligne til 1-1, da Marvin Egho udnyttede en stikning og sikkert satte bolden i mål.

Stillingen holdt dog kun i ni minutter, da hjemmeholdets Marco Rojas fik plads lige foran mål, og det udnyttede han til at score til 2-1.

Hjemmeholdet havde i kampens slutning flere store muligheder for at lukke kampen, men flere scoringer blev det ikke til.

/ritzau/


© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her