Politiken giver dig overblik over alle rundens kampe.

Superligaens 28. runde: Brøndby hjælper FCK et nøk tættere på topholdet inden søndagens derby

Brøndby spillede 0-0 for anden kamp i træk. Det har klubben ikke prøvet siden 2013. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Brøndby spillede 0-0 for anden kamp i træk. Det har klubben ikke prøvet siden 2013. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FC Midtjylland - Brøndby 0-0

FC Midtjyllands forspring til FC København er reduceret til ni point.

FCM spillede torsdag således 0-0 hjemme mod Brøndby i anden runde af 3F Superligaens mesterskabsspil, mens FCK onsdag vandt 2-0 hjemme over AaB.

Begge hold kæmpede med at få spillet til at flyde, og især Brøndby kæmpede også med at skabe chancer.

Midtjylland var bedst i kampen og lykkedes også et par gange med at skabe farlige muligheder, men holdet havde ikke den nødvendige skarphed for at tage sejren.

Derudover var Brøndbys defensiv også dygtig til at lukke ned for hjemmeholdets offensive profiler.

Midtjylland indtager fortsat førstepladsen i tabellen med 69 point for 28 kampe, men nu kun med ni point ned til FC København på andenpladsen.

Brøndby er stadig på fjerdepladsen med 44 point for 28 kampe.

FC Midtjylland er normalt farlig på dødbolde, og dem fik hjemmeholdet også en masse af i de første 45 minutter.

De blev dog aldrig omsat til mål.

Brøndbys offensiv sprudlede ikke ligefrem, og derfor skabte holdet heller ikke de store chancer.

Halvlegens største chance tilfaldt FCM’s Sory Kaba i det 41. minut.

Bolden blev headet på tværs i feltet, men selv om den store angriber kastede sig efter den løse bold, nåede han den lige akkurat ikke.

I anden halvleg var hjemmeholdet mest på bolden, men Brøndby afviste som regel, når midtjyderne kom op omkring feltet.

To gange i kampens sidste kvarter var FCM meget tæt på at få bolden i mål, da både Lasse Vibe og Anders Dreyer havde store muligheder.

Men de to offensivspillere missede begge chancen for at blive matchvinder.

OB - Sønderjyske 2-0

1-0 Jeppe Tverskov (straffe 16) 2-0 Troels Kløve (32)

Torsdagens vigtige 3F Superliga-kamp mellem OB og Sønderjyske endte onsdag aften med en 2-0-sejr til et velspillende fynsk hjemmehold.

Dermed rejste OB sig efter at have tabt med hele 0-6 til bundholdet Silkeborg i sidste spillerunde.

OB kendte torsdag sin besøgelsestid og nettede to gange før pausen, mens Sønderjyske gennem hele kampen havde store problemer med at skabe målchancer.

De tre point til OB betyder, at holdet på førstepladsen har seks point ned til Sønderjyske på tredjepladsen i nedrykningspulje 1. Samtidig spillede Lyngby 0-0 mod Silkeborg og er tre point efter OB.

Allerede fra starten var det fynboerne, der dominerede kampen, men det kneb med at spille sig frem til reelle målchancer for værterne.

Et kvarter inde i opgøret fik hjemmeholdet imidlertid tilkendt et straffespark, da Stefan Gartenmann klodset nedlagde Aron Thrándarson.

Anfører Jeppe Tverskov tog ansvaret på sine skuldre og placerede et hårdt, velplaceret spark uden for Sønderjyske-målmand Sebastian Mielitz’ rækkevidde.

Defensiven hos udeholdet tillod fortsat ikke de store muligheder til OB, og der skulle også en lille genialitet og lidt held til at gøre det til 2-0.

En velspillende Jørgen Skjelvik afleverede på kanten af feltet bolden bagud med hælen til Troels Kløve, som sparkede mod mål, og det afrettede spark snød Sebastian Mielitz.

Den unge OB-angriber Max Fenger var med et skud på overliggeren tæt på at øge føringen i begyndelsen af anden halvleg, der heller ikke var præget af mange målchancer.

Sønderjyske forsøgte at ændre kampbilledet med en række offensive udskiftninger, men det lykkedes ikke at etablere et ordentligt pres og fremtvinge en scoring, der kunne skabe spænding.

Efter fire uafgjorte indbyrdes opgør på stribe kunne OB endelig juble over en sejr mod Sønderjyske og oprejsning fra skuffelsen i sidste runde.

Lyngby - Silkeborg 0-0

Lyngby forsømte torsdag muligheden for at tage en vigtig sejr i kampen for at undgå nedrykning fra 3F Superligaen, da holdet spillede 0-0 hjemme mod bundholdet Silkeborg.

Silkeborg gik ind til kampen med selvtillid efter mandagens 6-0-sejr over OB, og det ene point i Lyngby var da også fuldt fortjent.

Lyngby spillede ikke en god kamp og er med resultatet oppe på seks Superliga-kampe i træk uden sejr.

Samtidig med kampen i Lyngby mødtes de to øvrige hold i nedrykningsspillets pulje 1 i Odense, og her vandt OB med 2-0 over Sønderjyske.

Dermed ligger Lyngby nummer to i puljen med tre point op til OB og tre ned til Sønderjyske. Silkeborg ligger fortsat sidst med kun en teoretisk mulighed for overlevelse.

Lyngby startede godt og satte Silkeborg under pres. Gæsterne havde svært ved at holde fast i bolden mod et aggressivt hjemmehold, som blandt andet kom til et hav af hjørnespark.

Silkeborg-målmand Rafael Romo havde en god redning på et flot spark fra Gustav Marcussen, men trods et solidt overtag kom Lyngby ikke til de helt store chancer.

Derimod kom Silkeborg bedre med undervejs, men gæsterne måtte også nøjes med ganske ufarlige skud fra distancen.

Kort efter pausen kom Silkeborg til to store chancer til angriberen Nicolai Vallys og kantspilleren Sebastian Jørgensen, men begge afslutninger sneg sig få centimeter uden om stolpen.

Med den unge anfører Mads Emil Madsen i spidsen var Silkeborg rigtig godt med efter pausen, mens Lyngby-spillet virkede nervøst og forkrampet.

Silkeborg var langt hen ad vejen tættest på sejren, men kunne trods alt glæde sig over at holde buret rent for anden kamp i træk og blot anden gang i sæsonen.

FC København-AaB 2-0

1-0 Mohamed Daramy (2), 2-0 Mohamed Daramy (27)


Takket være 18-årige Mohamed Daramy holdt FC København onsdag aften liv i drømmen om at genvinde det danske mesterskab.

I en 2-0-sejr over AaB scorede den talentfulde frontløber to flotte mål i første halvleg, inden han måtte lade sig udskifte med en skade kort efter pausen.

Sejren betyder, at FCK med otte kampe tilbage af mesterskabsspillet har otte point op til topholdet FC Midtjylland, der torsdag får besøg af Brøndby og igen kan komme 11 point foran københavnerne.

AaB fandt ikke fodfæste i den første halve time, hvilket FCK kynisk udnyttede til at komme foran med to. Resten af kampen blev mere jævn, men FCK-defensiven holdt stand.

Derfor er det tredje liganederlag i træk en realitet for AaB, der fortsat ligger på sjettepladsen.

FCK greb taktstokken fra start, og efter blot halvandet minut brød Mohamed Daramy igennem i venstre side og sparkede værterne på 1-0 via indersiden af stolpen.

AaB blev tidligt i kampen tvunget til to udskiftninger, da målmand Jacob Rinne og midtbanespiller Magnus Christensen grundet skader blev afløst af mindre rutinerede Andreas Hansen og Robert Kakeeto.

Hjemmeholdet fortsatte trykket, hvilket gav pote igen i det 27. minut, da Mohamed Daramy dukkede op midt i feltet og bankede bolden i mål til 2-0.

Efter målet fik AaB bedre fat i spillet, men den afgørende aflevering manglede ofte præcision, hvorfor de helt åbne scoringsmuligheder udeblev.

Kampens tempo faldt i anden halvleg, og FCK så ganske komfortable ud med sin tomålsføring.

AaB jagtede en reducering, og Patrick Olsens frisparksforsøg efter 74 minutter var særdeles kompetent, men overliggeren stod i vejen for midtbanespilleren.

I kampens afslutning var begge mandskaber nærgående, men Mohamed Daramys to tidlige scoringer blev kampens eneste.


AGF-FC Nordsjælland 2-1

1-0 Jakob Ankersen (45), 2-0 Patrick Mortensen (45+), 2-1 Ibrahim Sadiq (90)


AGF har nu et forspring på 8 point ned til Brøndby og 9 til FC Nordsjælland i kampen om bronzemedaljerne.

Det står klart, efter AGF onsdag fortjent slog FCN med 2-1 på Ceres Park i anden runde af mesterskabsspillet i 3F Superligaen.

FCN var som sædvanlig dominerende på bolden i det meste af opgøret, men holdet havde store problemer med at skabe chancer.

Samtidig var AGF-defensiven meget stærk og kunne dermed lukke ned for Nordsjællands hurtige og kreative spillere.

Aarhusianernes store profil Mustapha Bundu har efter coronapausen været en skygge af sig selv, men til onsdagens opgør var han tilbage i vanlig form og lagde op til begge AGF’s mål.

Dermed cementerer AGF tredjepladsen i tabellen med 51 point for 28 kampe, mens FCN forbliver på femtepladsen med 42 point for samme antal kampe.

Allerede efter seks minutter havde AGF to kæmpe muligheder, men begge forsøg blev reddet flot af Peter Vindahl Jensen i FCN-buret.

Hjemmeholdet skabte et hav af chancer og kom også foran efter 44 minutter.

AGF fangede udeholdet i en omstilling, og efter flot forarbejde af Mustapha Bundu kunne kantspiller Jakob Ankersen køligt sparke bolden i mål.

I det absolut sidste minut af de fire minutters tillægstid i første halvleg kunne AGF også udbygge føringen efter endnu en assist af Bundu.

Denne gang var det Patrick Mortensen, som prikkede bolden i nettet tæt på mål.

I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet den flotte defensiv, og FCN’s normalt sprudlende offensiv lignede en skygge af sig selv.

I det 90. minut lykkedes det dog Nordsjælland at reducere, da indskiftede Ibrahim Sadiq slap igennem AGF-forsvaret og sparkede bolden i mål.


Randers FC-Hobro 4-0

1-0 Emil Riis Jakobsen (29), 2-0 Mathias Greve Petersen (33), 3-0 Emil Riis Jakobsen (66), 4-0 Marvin Egho (81)


Randers FC udnyttede modstandernes svagheder, da klubben tirsdag aften trak sig sejrrigt ud af lokalopgøret mod Hobro med en sikker hjemmesejr på 4-0 i 3F Superligaen.

Dermed er kronjyderne nu officielt sikret overlevelse, da der er 14 point ned til Hobro på tredjepladsen i nedrykningsspillets pulje 2 med fire kampe tilbage.

Randers-spillerne udnyttede pladsen bag et langsomt Hobro-forsvar, var kyniske i afslutningerne og tog dermed revanche for nederlaget for fire runder siden, hvor kronjyderne tabte 0-1.

Med sejren er Randers på førstepladsen nu to point foran Horsens, inden de klubber mødes indbyrdes i de kommende to runder af nedrykningsspillet.

Randers forsøgte i kampens begyndelse at komme til chancer ved indlæg fra kanterne, men den sidste skarphed manglede.

Efter knap en halv times spil lykkedes det kronjyderne at knække koden.

Lange bolde fra Randers-forsvarer Simon Piesinger i bagrummet bag Hobros tunge forsvarsspillere blev opskriften på sejr.

Efter en halv time blev en dybdebold taget ned af Randers-angriber Emil Riis, der med en fræk detalje bag om støttebenet satte en Hobro-forsvarer af og bankede bolden ind bag Jesper Rask i Hobro-målet.

Tre minutter senere blev det 2-0, da Randers-kant Mathias Greve blev sendt i dybden og sparkede bolden ind via målmandens fod.

Hobro havde svært ved at holde fast i bolden, hvilket betød, at Randers kunne fastholde trykket ned mod gæsternes mål.

Fem minutter inde i anden halvleg skulle fart igen vise sig afgørende, da Emil Riis blev nedlagt i feltet af Hobro-forsvarer Simon Jakobsen.

Dommeren gav Jakobsen det røde kort, men Randers-angriber Marvin Egho kunne ikke omsætte det efterfølgende straffespark til mål.

Efter 66 minutters spil kom Emil Riis igen på tavlen, da han i forbindelse med et hjørnespark headede 3-0-målet ind, og efter 81 minutter lukkede Egho festen til 4-0 efter en målmandsfejl.

Hobro er nu kun to point foran bundholdet Esbjerg, inden de to klubber mødes søndag.


AC Horsens-Esbjerg 2-2

0-1 Dauda Mohammed (12), 1-1 Michael Lumb (38), 2-1 Ayo Simon Okosun (52) 2-2 Joni Kauko (81)


Esbjerg formåede ikke at følge op på fredagens 4-2-sejr i Superligaen over Randers i tirsdagskampen ude mod AC Horsens med endnu en sejr. En amatøragtig fejl satte Horsens i gang i en afvekslende dyst, der sluttede 2-2.

Vestjyderne var ellers på vinderkurs efter at den superhurtige Mohammed Dauda vristede sig fri og scorede. 1-1-udligningen kom, da Michael Lumb sparkede i mål, mens flere Esbjerg-spillere var holdt op med at agere – de mente, bolden forinden havde været udenfor kridtstregen og dommer Morten Krogh tilsyneladende ville fløjte af. Det gjorde han ikke.

Efter pausen var Michael Lumb oplægger til Ayo Simon Okosuns flotte 2-1-mål på hovedstød, inden Joni Kauko udlignede små 10 minutter før tid.

Esbjerg fik point, men presset er uændret på holdet og den nye træner Troels Bech. Esbjerg skal vinde de to kommende kampe mod Hobro for at have en realistisk chance for at sikre sig den 3. plads i nedrykningsgruppe B, som giver en playoffmulighed om en plads i Superligaen, hvor Horsens er i sikkerhed.

»Jeg kan jo regne ud, at når der kun er fire kampe tilbage, er der en virkelig stor omkostning ved ikke at vinde dem. Hvis man taber bare én, er det jo allerede ganske besværligt«, erkender Esbjerg-træner Troels Bech overfor Ritzau.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her