0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Super Dame N'Doye«: Den gamle angriber stod op fra de døde og fik for en stund FCK til at elske sølv

Det holdt hårdt, men det holdt. Med en sejr på 2-1 i en nervepirrende sidste runde sikrede FCK sig sølv og en tur i Europa, mens bronzevinderne fra AGF skal ud i en playoffkamp mod OB.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Med sit sejrsmål til 2-1 scorede Dame N'Doye (tv. for første gang siden 8. december, da han ligeledes mod FC Nordsjælland blev matchvinder i en 1-0-sejr.

Superligaen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Superligaen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Medaljerne på bordet med den hvide dug var af sølv. Det stod midt på grøstæppet, og selv om målet i FC København altid er guld, var det i øjeblikket, som om det næstbedste var okay.

Jublen var i hvert fald de store triumfer værdig, da tilskuerne brød ud i fællessang sent i kampen mod FC Nordsjælland, da Dame N’Doye stod op fra de da døde og scorede til 2-1. Den gamle angriber sikrede sølvet og sendte AGF ud i en playoffkamp mod OB om den sidste plads i Europa League-kvalifikationen.

Det var søndag aften i Parken efter en sommerdag, der havde misforstået noget. Jovel, det havde da været lunt, men også alt for vådt i forhold til de fleste ferieramte danskeres smag, selv om bygerne var taget af, og en solspættet himmel lagde sig over nationalarenaen. Uanset hvad lagde de knap 7.500 tilskuere en varm indsats for at heppe deres fodboldhelte frem.

»Vi elsker FC«, skrålede de før kampen, og med tunge klap hyldede de anfører Carlos Zeca, som fanklubben havde kåret som årets spiller i klubben.

Et velkoordineret simultanhop

Knap så stærkt startede københavnerne på banen. De afleverede direkte i fødderne på de rødklædte fra FC Nordsjælland, de driblede direkte ind i modstandere, de mistede bare bolden alt for let.

Men efter 12 minutter forlod tilskuerne deres røde plastiksæder i et velkoordineret simultanhop. På et tidspunkt havde stadionspeakeren vist sagt noget med helst at blive siddende, også under jubel, men fodbold er følelser, og følelser er ikke altid til at styre – slet ikke da Jonas Wind headede et hjørnespark i nettet ved forreste stolpe og bragte FCK foran 1-0. Og slet ikke når nu FCK-fansene bare en uge tidligere havde set sølvet forsvinde for nu at pludselig at være deres igen.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Med 1-0-scoringen nåede Jonas Wind op på 7 mål i denne Superligasæson

Det var, som om den totale jubel rummede hele den modbydelige rejse, de har havde været gennem i sæsonen. Ved vinterpausen så det fint ud. Okay, FC Midtjylland førte Superligaen, men københavnerne havde et formidabelt pointgennemsnit, en anden klub havde bare været lidt bedre. Fra da af begyndte det at falde fra hinanden. Ved indgangen til mesterskabsspillet – efter den ufrivillige corona-pause – var midtjyderne stukket grundigt af, og FCK måtte blot være glade for, at klubben i det mindste havde et stort forspring til AGF og sad solidt på andenpladsen, der både gav sølv og en sikker plads i Europa League-kvalifikationen.

Otte kampe senere var det forspring væk. I Parken vandt AGF med 4-2 og overhalede hovedstadsholdet, der pludselig begyndte at indstille sig på bronze og en playoffkamp om at få adgang til europæisk fodbold. Som det ikke var rutsjebane nok snublede aarhusianerne så mod FC Nordsjælland, mens FCK vandt for første gang i syv opgør og tilbageerobrede andenpladsen.

Det var status før sidste runde. Og det var givetvis alt det, som jublen over Jonas Winds mål udtrykte, for med det styrede FCK endelig mod sølvet, som aldrig vil være at betragte som en succes i så ambitiøs en klub, men som under omstændighederne ville være en stor forløsning.

»Ståle Solbakken«, sang de i hyldest af den magtfulde manager fra den tribune, hvor en flok havde råbt »Ståle raus« en uge tidligere.

Men det gjorde de ikke ret længe. I stedet begyndte taktfaste råb med ordlyden »dårlig, dårlig, dårlig« at runge Parken rundt, og det var rettet mod dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen, som ikke faldt i hjemmepublikummets smag. Trykket fra tribunerne til trods pegede han resolut på straffesparkspletten, da Pierre Bengtsson fejede benene væk under Ibrahim Sadiq i en kontra. Fra de 11 meter scorede Mikkel Rygaard sikkert til 1-1.

Samtidig stod der 0-0 i Aarhus, hvor AGF altså bare var ét mål fra at overtage andenpladsen – enten kunne aarhusianerne selv score det eller også kunne FC Nordsjælland, da AGF så ville passere FCK på en bedre målscore. Der var nok at holde øje med, og det hele var ret kaotisk. Det blev kun værre af, at dommeren i Aarhus blev skadet, så opgøret mellem AGF og Brøndby pludselig var mere end 10 minutter efter dysten i Parken.

Der sang fansene om »super Dame N’Doye«, da han kom på banen efter endnu en skadesparuse, men endnu engang varede jublen kort, før nerverne og frustrationen – eller hvad det nu var – atter tog over og kom til udtryk som råb mod dommeren. De peb i hvert fald, da han dømte frispark til FCN i en sekvens, hvor Jonas Wind ellers headede bolden i mål.

Annonce

Brøndby-scoring i Aarhus

Pludselig jublede FCK-tilhængerne igen, selv om der intet nævneværdigt skete i Parken. Det gjorde der til gengæld i Aarhus, hvor Brøndby havde bragt sig foran på Jesper Lindstrøms sejrsmål til 1-0, og da den nyhed nåede København, spredte den sig i nationalarenaen som en klappende hvisken hele vejen rundt. Det var besynderligt. Ærkerivalen var ved at sende FCK i Europa og give sølvet med i samme omgang, og selv om tilskuerne var glade, ville de helst have deres helte til selv at afgøre det.

»Det er kun sejren, der tæller«, brølede de, og Dame N’Doye hørte dem.

Den aldrende angriber viste endnu engang sin klasse, da han med godt fem minutter igen sparkede FCK foran med 2-1. Han gav et godt argument for at forlænge hans kontrakt endnu engang, han sikrede sin klub sølvet og en tur i Europa, og han gav fansene gåsehud, mens de skrålede i kor:

»Super Dame N’Doye«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts