Fra sit drengeværelse kunne han se lyset, og en dag skulle det blive hele hans verden. Det var alt, han drømte om. I mørket strålede Brøndby Stadion, som dragede Jesper Lindstrøm og vakte stille drømme, der med årene tog form og fik liv.
Nu udlever han dem. Han udlever dem mere end nogensinde før, efter at det 20-årige fodboldtalent søndag trak den gule Brøndby-trøje med nummer 18 over hovedet, trådte ind på Parkens græs, hamrede bolden i nettet via den ene stolpe og var en væsentlig grund til, at hans hjerteklub i overtiden besejrede FC København. Ærkerivalen, som han gennem opvæksten på Vestegnen er blevet født til at hade.




























