Superligaen
Runde 7
Fredag
AaB-FC Nordsjælland 2-1
Søndag
Silkeborg-Randers FC 2-1
SønderjyskE-Viborg 2-2
Vejle-FC København 0-4
AGF-OB 2-2
Brøndby-FC Midtjylland 2-0
Brøndby - FC Midtjylland 2-0
1-0 Anis Ben Slimane (54), 2-0 Mikael Uhre (66)
Det forsvarende mesterhold fra Brøndby IF hentede sin første sejr i denne sæson, da sidste sæsons nummer to, FC Midtjylland, søndag aften blev sendt hjem med et 0-2-nederlag i syvende spillerunde af Superligaen.
Efter en start, hvor FCM burde have scoret flere gange, ændrede Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen formation og skiftede ud efter kun 19 minutter, hvilket blev kampafgørende.
Brøndby var nemlig blevet løbet over ende på midtbanen, men efter ændringen fik værterne styr på gæsterne, der vil græmme sig over fire gigantiske afbrændere i første halvleg.
I anden halvleg viste Brøndby nemlig skarpheden, og på mål af Anis Ben Slimane og Mikael Uhre tog Brøndby 2-0-sejren og lægger sig på 3F Superligaens ottendeplads med syv point, mens FCM er nummer to med 15 point.
Op til kampen havde FCM solgt sin offensive profil Anders Dreyer.
Han blev erstattet af 20-årige Gustav Isaksen, der skabte to 100-procentchancer til holdkammeraterne Evander og Awer Mabil, inden han selv headede på stolpen, i en indledning hvor FCM burde have scoret to-tre mål.
Brøndby reagerede prompte og skiftede forsvareren Anton Skipper ud, så holdet kunne spille i en 4-4-2-formation i stedet for 5-3-2.
Det ændrede med det samme kampen, og Brøndby skabte kort efter to chancer, men Simon Hedlund brændte en friløber, og Mikael Uhre og Mathias Greve smed en lovende chance væk.
Før pausen havde FCM endnu en mulighed, men Pione Sisto brændte helt fri foran mål.
Brøndby kom strålende ud fra pausen, og i det 53. minut bragede midtbanespilleren Slimane 1-0-målet i kassen fra kanten af feltet.
FCM kom længere frem efter Brøndbys føring og skiftede desuden også til fire mand i bagkæden.
Det hjalp dog intet, da Uhre efter 66 minutter viste sin hurtighed, da han sprintede fra FCM-forsvaret og overlegent chippede bolden i kassen til 2-0, der efter en disciplineret Brøndby-afslutning blev slutresultatet.
AGF - OB 2-2
0-1 Alexander Juel Andersen (1), 1-1 Eric Kahl (3), 2-1 Eric Lahl (16), 2-2 Moses Opondo (90+1)
AGF var søndag få minutter fra sæsonens første sejr i Superligaen, men en scoring i tillægstiden af OB’s Moses Opondo til 2-2 ødelagde det for hjemmeholdet.
Dermed er AGF fortsat uden sejr efter syv runder, og aarhusianerne går nu ind til to ugers landskampspause med bare tre point på 11.-pladsen. OB har syv point på ottendepladsen.
Kampens første tre mål faldt allerede i de første 16 minutter, da OB gjorde det til 1-0 efter et minut, og AGF’s unge svenske venstreback Eric Kahl med to hurtige scoringer gjorde det til både 1-1 og 2-1.
Opgøret var langt hen ad vejen ganske tæt, og derfor var det uafgjorte resultat i sidste ende retvisende.
OB-forsvarer Alexander Juel Andersen var manden bag OB’s hurtige mål, da han steg til vejrs på et hjørne og bragte gæsterne foran 1-0.
AGF rystede dog lynhurtigt chokket af sig, og bare minuttet senere var det hele lige igen, efter at 19-årige Kahl havde udlignet med sit første mål for aarhusianerne.
Og unge Kahl var ikke færdig med at imponere, for allerede i det 16. minut afsluttede han et perfekt kombineret AGF-angreb med sit mål til 2-1.
Resten af halvlegen var præget af hårde frispark, som resulterede i mange spilstop og tre gule kort til hvert hold før pausen.
OB kom ud til anden halvleg med et mere offensivt udtryk, og fynboerne havde held med at trykke AGF en smule tilbage.
Værterne stod dog godt placeret i forsvaret og sørgede for, at OB ikke for alvor kom helt tæt på.
Lige som kampen gik ind i tillægstiden kom OB-udligningen dog til 2-2, som blev sat ind af indskiftede Moses Opondo.
Vejle - FC København 0-4
0-1 Lukas Lerager (18), 0-2 Pep Biel (24), 0-3 Zeca (54), 0-4 Jens Stage (78)
Cheftræner Peter Sørensen fik langt fra den ønskede debut i spidsen for Vejle Boldklub, da FC København søndag kørte vejlenserne ud af banen med 4-0.
På Vejle Stadion spillede et veloplagt FCK-mandskab hjemmeholdet tynde, hvor Lukas Lerager, superligatopscorer Pep Biel, Carlos Zeca og Jens Stage stod for scoringerne.
Vejle forsøgte sig ellers med et defensivt udgangspunkt med fokus på struktur og kort afstand mellem kæderne, men missionen lykkedes slet ikke for Superligaens bundhold.
FCK indtager førstepladsen i Superligaen med 17 point efter syv runder. FC Midtjylland kan dog tage duksepladsen tilbage, hvis det bliver til en sejr mod Brøndby senere søndag. Vejle er fortsat uden sejr med blot et enkelt point.
Vejle pakkede sig fra kampens begyndelse godt ned på egen banehalvdel.
FCK forsøgte at dirke Vejles forsvar op med hurtige kombinationer, og efter 18 minutter fik gæsterne bragt Vejle ud af balance.
Lukas Lerager, som startede i stedet for en skadet Rasmus Falk, fik alt for meget plads og med et flot langskud sendte han FCK i front.
Seks minutter senere blev hjemmeholdet revet endnu mere fra hinanden, da brandvarme Pep Biel øgede til 2-0 efter et gennemspillet FCK-angreb.
Vejle kom ud med lidt mere optimisme i anden halvlegs start, hvor Allan Sousa stod for hjemmeholdets første skud på mål i opgøret.
Der skulle dog blot gå ni minutter af halvlegen, før Carlos Zeca definitivt kunne lukke kampen med et hovedstødsmål, inden Jens Stage sikrede slutresultatet 4-0.
Silkeborg - Randers 2-1
1-0 Nicklas Helenius (26), 2-0 Nicolai Vallys (49), 2-1 Vito Hammershoej-Mistrati (54)
Randers indkasserede søndag sæsonens første nederlag i Superligaen, da kronjyderne tabte 2-1 på udebane mod Silkeborg.
Randers havde i forhold til torsdagens Europa League-kamp skiftet fem mand i startopstillingen, og til tider virkede det til, at gæsterne havde svært ved at finde fodfæste i kampen.
Især første halvleg foregik på Silkeborgs præmisser med boldbesiddelse og tålmodigt pasningsspil, hvilket gæsterne havde svært ved at nedbryde.
Randers kom bedre med i anden halvleg, hvor holdet havde større succes med at presse hjemmeholdet i bund og skabe store målchancer.
Det kastede også en scoring af sig fra Randers-profilen Vito Hammershøy-Mistrati. Nicklas Helenius og Nicolai Vallys stod for Silkeborgs scoringer.
Silkeborg satte sig hurtigt på kampen og bolden. Efter 26 minutter kom forløsningen på Silkeborgs spillemæssige overtag, da hjemmeholdet kunne bringe sig i front med 1-0.
Silkeborgs skarpretter Nicklas Helenius modtog bolden midt i Randers’ feltet, hvor han tørt sparkede bolden i nettet bag en chanceløs Patrik Carlgren i Randers-målet.
Anden halvleg var bare fire minutter gammel, da Nicolai Vallys kunne bringe Silkeborg i front med 2-0 efter et effektivt kontraangreb.
Men blot fire minutter senere fik Randers reduceret til 1-2. Holdets anfører, Vito Hammershøy-Mistrati, prikkede bolden i nettet efter et fladt indlæg.
Randers fortsatte med at presse Silkeborg, og havde flere gode chancer for at sende udligningen i mål.
Silkeborg stod dog distancen, og hjemmeholdet kunne trække sig ud af opgøret med en 2-1-sejr.
SønderjyskE - Viborg 2-2
1-0 Emil Kornvig (26), 1-1 Jeppe Grønning (31), 1-2 Jeppe Grønning (57), 2-2 Daniel Prosser (66)
Sønderjyske og Viborg FF spillede 2-2 i en uskøn, men underholdende affære, da mandskaberne stødte sammen på Sydbank Park i Haderslev.
Det var ikke kønt spil, der prægede opgøret, men derimod fight, intensitet og mål, da Sønderjyske skulle forsøge at hente sæsonens anden sejr mod oprykkerne fra Viborg.
Sønderjyskes midtbanespiller Emil Kornvig bragte hjemmeholdet foran, og sidenhen kom både Jeppe Grønning og Sebastian Grønning på tavlen for gæsterne, inden Sønderjyskes midtbanedebutant Daniel Prosser bragte balance i opgøret med sin scoring til 2-2.
Med søndagens resultat har Viborg otte point efter syv kampe, mens Sønderjyske har fem point.
Det var dog Sønderjyske, der lagde bedst fra land i opgøret, men de helt store chancer lod vente på sig i en første halvleg, der bød på flere dueller end reelle chancer.
Emil Kornvig brød dog Sønderjyskes måltørke, da midtbanespilleren bragte mandskabet foran 1-0 på et flot hovedstød.
Viborg slog dog hurtigt tilbage. Et hjørnespark havnede ved midtbaneslideren Jeppe Grønning, der efter lidt klumpspil kunne sparke bolden i kassen til pausestillingen 1-1.
Begge mandskaber kom angrebslystne ud til anden halvleg, men det var Viborg, der kom først på tavlen.
Sebastian Grønning fik scoret sit første superligamål for Viborg, da angriberen med et flot hovedstød bragte udeholdet på sejrskurs.
Det skulle dog ikke vare længe. Spillet på banen bølgede frem og tilbage, og det gjorde målscoringen også.
Denne gang skulle endnu en spiller score sit første superligamål, da Sønderjyskes midtbanedebutant Daniel Propper bragte balance i regnskabet med et flot mål til 2-2.
Således sluttede kampen altså også, selv om der i slutfasen var muligheder for begge hold til at tage sejren.
AaB - FC Nordsjælland 2-1
0-1 Mohamed Diomande (1), 1-1 Rasmus Thelander (13), 2-1 Iver Fossum (49)
AaB kom tilbage fra en aldeles hård start, da nordjyderne vandt med 2-1 over FC Nordsjælland i fredagens superligaopgør i Aalborg.
Kampen blev indledt med det hurtigste mål i Superligaen i ti år og det næsthurtigste nogensinde.
Der gik nemlig kun 13 sekunder, før Mohammed Diomande bragte gæsterne foran.
En dårlig tilbagelægning af AaB-stopperen Mathias Ross betød, at målmand Jacob Rinne først kom ud i bolden i sidste øjeblik. Herefter rejste den i en blød bue til Diomande, der frit sendte nordsjællænderne i front med et hovedstød.
Rekorden for det hurtigste mål i Superligaens historie har Emil Lyng, da han for netop FC Nordsjælland scorede ni sekunder inde i en kamp mod Esbjerg i marts 2011.
Den hurtige føring lagde op til en tempofyldt og ligeværdig kamp, hvor begge mandskaber forsøgte hurtige aktioner med flere fejl til følge. Det åbnede for en del store chancer til både AaB og FC Nordsjælland.
Ni minutter efter åbningsmålet kunne Lasso Coulibaly have gjort det til en tomålsføring til gæsterne, da Jacob Rinne blev fanget ude af sin position.
Men angriberen sparkede bolden direkte på Mathias Ross. Til gengæld bragte hjemmeholdet sig kort efter tilbage i opgøret.
Få minutter senere kom AaB-stopperen Rasmus Thelander nemlig højt på et hjørnespark og sendte et hovedstød ind til 1-1.
Kampens tredje hovedstødsmål faldt kort efter pausen ved Iver Fossum. Midtbanespilleren bragte AaB på 2-1 efter wingbacken Kristoffer Pallesens velplacerede indlæg.
Mod slutningen af opgøret var nordjyderne flere gange ved at bringe sig yderligere foran, men skarpheden manglede i de sidste aktioner.
Med det resultat ender hjemmeholdet en sejrsstime hos FC Nordsjælland, der var på fire kampe. Til gengæld er AaB nu ubesejrede i fem kampe.
Ritzau
fortsæt med at læse


























