Ballade ved Viborg-kamp koster nu Brøndbys fans retten til at samles på særlige tribuneafsnit til udekampe.

Brøndby fratages udebaneafsnit resten af året og idømmes kæmpe bøde

En række Brøndby-fans var ifølge DBU meget aggressive under en kamp i Viborg den 18. september. Det får nu konsekvenser og rammer blandt andet klubben økonomisk.   Foto: Gregers Tycho
En række Brøndby-fans var ifølge DBU meget aggressive under en kamp i Viborg den 18. september. Det får nu konsekvenser og rammer blandt andet klubben økonomisk. Foto: Gregers Tycho
Lyt til artiklen

Fans af superligaklubben Brøndby IF får ikke mulighed for at samle sig på særlige tribuneafsnit til udekampene i resten af 2022.

Som straf for ballade i forbindelse med en kamp mod Viborg 18. september har Fodboldens Disciplinærinstans frataget Brøndby retten til udebaneafsnit og samtidig udskrevet en bøde på 400.000 kroner.

»Fodboldens Disciplinærinstans er i besiddelse af videomateriale fra Viborg FF, der viser en særdeles voldsom og aggressiv adfærd fra nogle af Brøndby IF’s tilskuere mod kontrollører og politiet til kampen«.

»På denne baggrund har Fodboldens Disciplinærinstans behandlet en sag mod Brøndby IF. Instansen traf i august en beslutning om, at Brøndby IF ikke kan have fans til næste kamp i Parken, og i denne sag har instansen så skærpet sanktionen«, lyder det i en meddelelse på Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

Brøndbys administrerende direktør, Ole Palmå, kalder det for »et de absolutte lavpunkter i vores fælles historie«.

»De få har ødelagt det for alle os andre. For medfans. For spillerne. Opførslen fra en gruppe af individer betyder nu, at medfans og klubben bliver voldsomt straffet«, siger han til klubbens hjemmeside.

»Klubben, spillerne og medfans har gentagne gange været ude med klokkeklare udmeldinger om, at sådan en opførsel må og skal stoppe, men desværre har man sat sig selv over klubben«, lyder det fra Palmå.

Voldsomme episoder

Efter opgøret mellem Viborg og Brøndby indberettede kampens dommer, at der var blevet affyret store mængder pyroteknik fra afsnittet med Brøndby-fans.

Noget af fyrværkeriet blev kastet ind på banen, ligesom der blev brændt hul i sikkerhedsnettet, der er ophængt mellem udebaneafsnittet og banen.

I sin afgørelse påpeger disciplinærinstansen også, at video og billeder viser ’alvorlige og voldsomme episoder’ ved indgangen til Brøndbys tilskuerafsnit.

»Personer med tilhørsforhold til Brøndby IF angreb både vagter og politiet ad to omgange, hvorved det lykkedes at få befriet to personer, der havde medbragt pyrotekniske artikler, og som derfor var tilbageholdt«.

»Fodboldens Disciplinærinstans bemærker desuden, at video- og billedmateriale viser, at der under disse episoder var såkaldt gate crash, hvorved der kom et større antal personer ind på Brøndby IF’s tilskuerafsnit uden at være visiteret«, lyder det.

Har identificeret 30 uromagere

I Brøndbys redegørelse i kendelsen oplyser klubben, at man har identificeret 30 uromagere fra kampen mod Viborg med henblik på at give dem karantæne.

»Vi har aldrig givet så mange karantæner, vi har aldrig annulleret så mange sæsonkort, vi har aldrig haft så mange sikkerhedsinitiativer, og vi har aldrig brugt så mange penge på sikkerhed, ligesom vi netop har afsluttet et forløb med Justitsministeriet, hvor vi nu har identificeret en række konkrete værktøjer, der skal hjælpe med at stoppe den groteske opførsel, som intet har med fodbold at gøre«, lyder det fra Palmå.

Ud over straffen med udebanefans skal Brøndby betale en bøde på 400.000 kroner for det seneste optrin.

Brøndby afsøger med sine advokater muligheden for at gøre de ansvarlige ballademagere økonomisk ansvarlige for bøder, tilføjer Palmå på klubbens hjemmeside.

Afgørelsen betyder, at Brøndby-fans ikke får tildelt stadionafsnit til superligaudekampene mod Randers FC, AGF og OB. Det samme gælder til pokalkampen mod Aarhus Fremad 19. oktober.


Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her