Superligaklubben FC København har solgt stortalentet Victor Kristiansen til Leicester fra Premier League, skriver FCK på sin hjemmeside. FC København forventer, at salget af den 20-årige venstre back vil have en positiv virkning på regnskabet på cirka 100 millioner kroner før skat.
FCK oplyste først, at enkelte betingelser fortsat manglede at blive opfyldt, før handlen var endelig, men de er sent fredag aften kommet på plads, oplyser FCK.
Kristiansen har en fast del af FCK’s førstehold siden sommeren 2021. Han har været fast mand som venstre back hos de forsvarende danske mestre i både indeværende og sidste sæson. Den 20-årige back tiltrak sig opmærksomhed i efterårets Champions League-gruppespil, hvor FCK blandt andet spillede 0-0 på hjemmebane mod Manchester City.
»Jeg har været her nærmest hele mit liv, så det er emotionelt for mig at tage herfra. De her muligheder kommer bare ikke så mange gange i ens liv eller karriere, og klubben og jeg var enige om, at det her var den rigtige vej at gå, selv om det er svært«, siger han til FCK’s hjemmeside.
Kristiansen er et produkt fra Superligaklubbens eget akademi og bliver den 13. dansker i Premier League.
»Victor er på mange måder det perfekte eksempel på, hvordan vores største talenter skal udvikle sig«, siger sportsdirektør Peter Christiansen til FCK’s hjemmeside.
Fakta
Danskere i Premier League
Bliver klubkammerat med to danskere
Leicester er hårdt ramt af skader på backpositionerne. Kun to ud af klubbens fem backer er spilleklar, og klubben ligger på Premier Leagues 14.-plads med 17 point. Holdet er to point over nedrykningsstregen og uden sejr i de seneste fire ligakampe.
I den engelske Premier League-klub bliver Victor Kristiansen holdkammerat med danskerne Jannik Vestergaard og Daniel Iversen.
Kristiansen har endnu ikke fået debut på det danske A-landshold, men har spillet på alle ungdomshold fra U16 og op. Han har spillet otte kampe på det danske U21-landshold og fik debut på i maj 2021. En af de otte kampe var ved U21-EM i 2021 mod Tyskland i kvartfinalen, som Danmark tabte.
Med salget af Kristiansen råder FC Københavns træner, Jacob Neestrup, over Christian Sørensen, Peter Ankersen, Kevin Diks, Elias Jelert og Nicolai Boilesen til de to backpositioner.
Christian Sørensen er den eneste venstrebenede, der er klar til at spille. Den tidligere landsholdsback Nicolai Boilesen, som også er venstrebenet og har spillet på positionen i både FC København og hollandske Ajax Amsterdam, er ude med en langtidsskade. Desuden har Boilesen mest været brugt i midterforsvaret de senere år.
Ritzau
fortsæt med at læse




























