Schweiz afgør 15 sekunder før tid

Kamp. Johan Djourou (tv) får bolden væk, inden Ecuadors Felipe Caicedo kan nå frem.
Kamp. Johan Djourou (tv) får bolden væk, inden Ecuadors Felipe Caicedo kan nå frem.
Lyt til artiklen

Ottmar Hitzfeld har vundet 17 titler som klubtræner i Schweiz og Tyskland, hvor han førte først Borussia Dortmund og derefter Bayern München til tops i Champions League. Den 65-årige mestertræner, der som spiller vandt to mesterskaber med FC Basel og var på Tysklands olympiske 1972-hold, vil sikkert også betragte det som ’en titel’, hvis han kan slutte sin lange, flotte trænerkarriere med at føre Schweiz videre fra gruppespillet i VM-slutrunden.

Schweizerne tog et stort skridt mod det mål med 2-1-sejren over Ecuador i et spændende opgør – hvor vi atter fik en forkert offside-annullering af en scoring, der burde have været godkendt – og hvor træner Hitzfeld havde stort held med sine indskiftninger. Det var to, der kom ind fra bænken, som sørgede for scoringerne og gjorde det onde ved ecuadorianerne, der gik til pausen med en 1-0-føring.

De schweiziske favoritter spillede for langsomt og forudsigeligt det meste af første halvleg, hvor Ecuador-spillerne var disciplinerede og hurtige i tilbageløb, så de fik lukket godt af og sørgede for, at schweizerne faktisk kun var farlige på nogle indlæg og på langskud.

Og svag schweizisk opdækning blev straffet midt i halvlegen, da Enner Valencia så nemt som ingenting kunne hoppe lidt og sætte panden på en hjørnesparksbold og gøre det til 1-0 til Ecuador.

Det var især venstrekantspilleren Jefferson Montero, der gav schweizerne problemer, når Ecuador kom hurtigt af sted i omstillinger. Derimod så man stort set intet til Manchester United-spilleren Antonio Valencia i højre side.

Rundtosset back

Mentero kørte flere gange rundt med Schweiz-backen Stephan Lichtsteiner, så han blev lettere rundtosset, og var også efter pausen, indtil han træt blev skiftet ud, en smart udfordrer med et kvikt antrit. Han havde et par kvalitetsafslutninger, som tvang den schweiziske målmand Diego Benaglio til at lave nogle gode redninger.

Stephan Lichtsteiner var ofte forpustet, når han skulle i nærkamp med Montero, for forsvareren fra Juventus skulle også være wingback med mange fremløb i siden, hvor højrekantspilleren Xherdan Shaqiri med det stærke venstreben tak ind i banen og gav ham plads. Shaqiri fra Bayern München, hvor han er reserve for et par verdensklassewinger som Arjen Robben og Franck Ribery, var i lange faser en initiativrig og fiks offensiv kraft hos Schweiz.

Han tænker hurtigt og kan lægge skarpe stikninger i dybden og skyde godt med venstrebenet. Men Shaqiri er set bedre, og schweizerne har spillet bedre. Anden halvleg var dog en underholdende forestilling med mest dominans til Schweiz, der fik udlignet ved indskifteren Admir Mehmedi på hovedstød.

Og Schweiz burde have fået føringen på 2-1, da Josip Drmic bugserede bolden over stregen som afslutning på et udmærket angreb. Men linjedommeren mente, at Drmic var i offsideposition, da bolden blev spillet. Det var bar løgn, kunne man se på tv-billederne.

Men retfærdigheden skete så fyldest få sekunder før udløbet af de tre minutters tilllægstid, da den stærkt spillende venstreforsvarer Ricardo Rodriguez strøg af sted og lagde bolden perfekt ind til en anden indskifter, Haris Seferovic, der drønede frem og sparkede sejrsmålet ind. Og så kunne Ottmar Hitzfeld række armene i vejret og juble over en af de sejre, der bliver hans sidste, inden kontrakten udløber, når Schweiz er færdig i slutrunden.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her