Det var svært at falde til ro natten til onsdag lige efter den spektakulære, fantastiske kamp mellem Belgien og USA gennemført i et hæsblæsende tempo. Man skal grave dybt i sin hukommelse for at komme i tanker om en anden 0-0-kamp, der har været lige så underholdende og spændende med fremragende angrebsspil og vildt mange chancer og afslutninger.
Vi har kunnet læse, at den amerikanske målmand Tim Howard parerede 16 skud. Det har ingen keeper præsteret siden VM i 1966. Han var en levende mur, som først blev brudt ned i den forlængede spilletid, så belgierne blev de rigtige vindere.




























