Første gang, jeg mødte Robin van Persie, var, da han spillede i Arsenal. Dengang var han deres ubestridt største stjerne. Vi spillede mod dem på Emirates, og han scorede til 1-1 midt i anden halveg.
Han fik bolden fra en skrå vinkel i venstre side af feltet, vendte rundt på sin modstander og sparkede bolden ind i mit lange hjørne. Kunstnerisk og elegant. Jeg havde det alleryderste af fingerspidserne på bolden. Desværre kun nok til, at den ramte indersiden af stolpen og sneg sig ind. Vi scorede efterfølgende og vandt 2-1.
En uge efter rev jeg fire ledbånd over i min ankel og blev ikke fit før 18 måneder efter.
Den sæson tabte vi mesterskabet til City i sidste spillerunde efter at have været foran med 11 point. Mit indre vender sig stadig, når jeg tænker på det.
Alt var flamboyant
Den efterfølgende sommer købte Manchester United Robin van Persie fra Arsenal.
Jeg husker, at han i løbet af første træning viste, at han var den bedste spiller, jeg nogensinde havde været tæt på. Teknik, balance, hurtighed, styrke og intelligens blandet med en æstetisk elegance gjorde alt, hvad han foretog sig flamboyant.
Med 26 mål i sin første sæson var han en åbenlys hovedårsag til, at vi vandt mesterskabet den sæson. Endnu vigtigere var den inspiration, han gav hele klubben. Alle blev pludselig hævet 10 procent i niveau. Folk arbejdede hårdere og mere koncentreret. Frygten for at fejle forsvandt, og viljen til succes blomstrede. Optimismen spirede.
Alt sammen på grund af en inspirerende fodboldspiller – en ledertype. Og det var ikke kun mig, der kunne se det. Alle kunne se det. Selvforståelsen virkede forstærkende. Set i bakspejlet var det at købe Robin van Persie en genistreg af sir Alex Ferguson, der uden tvivl sikrede os mesterskabet.
Han har noget på hjerte
Robin taler med alle. Han er ikke reserveret, og det er ligegyldigt, om man er anfører for førsteholdet eller er ansat til at vaske spillernes tøj. Robin behandler folk med samme form for respekt, som han forventer at få igen. Samtidig har han noget på hjerte. Han har en mening om tingene og er ikke bange for at fortælle om den. Han forventer de samme ting af folk omkring sig, som han gør af sig selv. Vilje og engagement.
Som spiller er han en anden type end de respekterede verdensstjerner. Han skaber ikke på samme måde mirakler ud af ingenting som Messi, Ronaldo og i VM- sammenhæng Neymar. Han går ikke ned i banen, tager bolden fra en af sine medspillere, afdribler fire mand og smækker den op i krogen.
Robin er i højere grad en holdspiller, forstået på den måde at han er mere afhængig af de spillere, han har omkring sig. Han er afhængig af symbioser med medspillere, der forstår ham. Det, der primært gør ham ekstraordinær, er i min øjne hans fodboldintelligens.
Det rigtige link
Han er utvivlsomt den spiller i verden med de bedste og farligste offensive bevægelsesmønstre. Måden, han giver sig selv plads på over for sin direkte modstander, inden han modtager bolden, er frygtindgydende, og som forsvarsspiller er han et mareridt at markere. Derfor er han også afhængig af at ’linke op’ med folk, der forstår og formår at lægge den rigtige aflevering på det helt rigtige tidspunkt. Eksempelvis som da han scorede på sit akrobatiske hovedstød mod Spanien i første gruppekamp. Eller som da han grundlagde Uniteds sejr med en fortryllende førstegangsflugter på en mindst lige så god aflevering fra Rooney mod Aston Villa i den kamp, der sikrede os mesterskabet i 2013.
Under VM er han anfører for et genrejst hollandsk landshold.
Vi mødte dem med Danmark for to år siden under EM, og det var klart for alle, at det var et hold i opløsning. Før turneringen begyndte, var de blandt favoritterne efter sølvmedaljer ved VM i Sydafrika i 2010. Ved EM stod det dog hurtigt klart, at Holland var langt fra fordums styrke. De fungerede hverken på banen eller uden for banen.
I år er de tilbage som en magtfaktor, der igen kan spille med om guldet. De har fået en anden træner og virker først og fremmest til at være en homogen gruppe.
Filosofi er fint, sejr er bedre
Taktisk er de velorganiserede og fremstår som det farligste kontrahold ved slutrunden.
Ikke mindst fordi de har Arjen Robben og Robin van Persie. Prominente fodboldsagkyndige har luftet deres utilfredshed med 2014-holdets spillestil, som på mange måder er antihollandsk. Personligt er jeg stor tilhænger af, at man skal spille på en måde, så det passer til det materiale, man har til rådighed. Ikke fordi fodbold skal være kedeligt, men fordi det handler om at vinde.
Filosofi er fint, men sejr er bedre.
Jeg har en fornemmelse af, at både Argentina og Brasilien ligger godt til hollænderne. Begge er meget mulige modstandere i en eventuel semifinale og finale.
Alle hold, der vil vinde trofæer, har brug for ledestjerner som Robin van Persie. Ikke nødvendigvis målscorere, men folk der kan vise vejen og inspirere til storhed. Pelé, Maradona, Beckenbauer, Ronaldo (den gamle) og Zidane er alle spillere, der har ført deres landshold til sejr, og som er blevet udødeliggjort – ikke mindst fordi de har vundet VM.
fortsæt med at læse
