Olsens opfindelse må gøre Messi misundelig

Forventninger. Dennis Rommedahl bliver formentlig igen en nøglespiller i kampen mod Japan.
Forventninger. Dennis Rommedahl bliver formentlig igen en nøglespiller i kampen mod Japan.
Lyt til artiklen

Fodboldtræneres reaktioner kan være svære at forstå nogle gange. Som f.eks. lørdag aften umiddelbart efter slutfløjtet i Danmarks 2-1-kamp mod Cameroun i Pretoria, hvor Dennis Rommedahl var stjernen i hovedrollen.

Danmark vinder vanvittigt VM-drama

Morten Olsen rejste sig fra bænken hovedrystende og stormede surmulende ind i omklædningsrummet, mens spillerne på banen jublede og omfavnede hinanden og kunne se frem til et stort vind eller forsvind-opgør mod Japan på Royal Bafokeng Stadion i Rustenburg.

Sejren, der var livgivende for et VM-hold, som så ’dødt’ ud i anden halvleg i nederlagskampen mod Holland i første runde i gruppespillet, kom i en sand gyserforestilling, der var så underholdende og medrivende, at man på reaktioner ude fra hele verden forstår, at millioner syntes, det var en af de allerbedste hidtil i slutrunden.

Olsen er perfektionist
Hvad mere kan en træner da egentlig ønske sig end at vinde i en kamp, som har begejstret tilskuerne på tribunerne og seerne hjemme foran tv?

Morten Olsen har jo ofte sagt, at det for ham er vigtigt at give folk ’noget for øjet’.

Men perfektionisten Morten Olsen ønskede – og det var naturligvis helt forståeligt ud fra en rent fodboldfaglig vurdering – meget bedre forsvarsspil og en stærkere organisation på den defensive midtbane.

Vrissen Morten Olsen raser over sjuskefejl

Her skal Christian Poulsen og en spiller mere sørge for at beskytte firebackkæden, så den ikke gang på gang bliver udfordret af modstandere, som det skete mod afrikanerne, der havde chancer til at vinde eller i det mindste få uafgjort mod Olsens tropper.

Væk med lilleputfejl
Nu har landstræneren så haft nogle dage til at stramme op på tingene og højt og tydeligt få fortalt og på ny understreget vigtigheden af, at alle aftaler skal holdes hele tiden.

Og at der altså ikke mere er råd til at lave koncentrations-/lilleputfejl, som først Christian Poulsen gjorde – så Cameroun kunne komme foran – og derefter Martin Jørgensen diskede op med, da Samuel Eto’o fik lov til at sparke på stolpen.

Folket tiljubler Kong Rommedahl
Til gengæld har Olsen og co. frydet sig over Dennis Rommedahls forrygende VM-form, der har lukket munden på alle de kritikere, som har krævet ham fjernet fra holdet, gerne sammen med Martin Jørgensen og Jon Dahl Tomasson.

Sportsredaktører hylder Rommedahl

Dennis Rommedahl er Morten Olsens opfindelse som landsholdsspiller. Og Olsen har stædigt holdt fast ved hurtigløberen, der er så svær at fange, og som gennem landsholdskarrieren har spillet kampe, hvor han er blevet dømt uduelig af ’folket’ og mange eksperter.

Men han har altid været en spiller, som modstanderne har frygtet på grund af den fart, han har i fødderne – og de gode, præcise indlæg, han kan lægge (som til Bendtners 1-1-mål forleden), når han spiller op til sit bedste.

Messi må være misundelig

Han er ikke nogen stor målscorer, men han har lavet flotte mål for Danmark, og selv Lionel Messi må være blevet lidt misundelig på Rommedahl.

Danskeren scoring til 2-1 var mindst lige så godt lavet, som når argentineren folder sig ud, dribler ind i banen fra højre bag om en modstander og hårdt og præcist med venstrebenet drejer bolden ind ovre ved den fjerneste stolpe.

Kvikke japanere
Eftersom Daniel Jensen ikke deltog i den afsluttende træning i aftes på kampbanen, må det ligge til, at Martin Jørgensen på ny spiller ved siden af Christian Poulsen på den centrale midtbane mod de kvikke japanere, der ventes at stille op med en kompakt midtbanebesætning med fem mand og kun stjerneangriberen Keisuke Honda oppe foran.

Danmark træner uden Daniel Jensen

Kæmpen Per Krøldrup vil, efter alt at dømme, komme ind på karantæneramte Simon Kjærs plads ved siden af Daniel Agger, og Simon Poulsen vil givetvis fastholde sin plads som venstre back.

Japan giver en meter væk til danske kæmper

Man kan gætte på, at Thomas Kahlenberg erstatter Jesper Grønkjær på venstrekanten, og man kan være helt sikker på, at japanerne frygter Dennis Rommedahl.

Raketten fra Ajax Amsterdam, manden, der er forvandlet fra at være den mest udskældte til en helt, som hele Fodbolddanmark nu beundrer og håber på kan gentage pragtpræstationen fra Cameroun-kampen.

Rommedahl fik vendt en negativ holdning til VM-holdet til en tro på, at den selvtillid, spillerne tankede lørdag aften, kan omsættes til en ny sejr.

Kun sejren tæller – ellers er det farvel for denne gang. Hvor bliver det spændende.

'Dansk' japaner: Japansk udholdenhed vinder over dansk kreativitet

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her