Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Spanien holdt legestue og brændte chancer

TOPSCORER. David Villa er med sine to mål oppe på fem VM-mål i alt, hvilket er en tangering af rekorden for flest VM-mål af en spansk spiller.
TOPSCORER. David Villa er med sine to mål oppe på fem VM-mål i alt, hvilket er en tangering af rekorden for flest VM-mål af en spansk spiller.
Lyt til artiklen

Aldrig i VM-historien har et hold, der har tabt sin første kamp, vundet mesterskabet.

Spanien kom til Sydafrika i toptre-favoritfeltet og blev, overraskende, slået af Schweiz. Det var spaniernes kun andet nederlag i 49 kampe. Men i aftes kom europamestrene på sejrskurs igen på vej til at sikre sig adgang fra gruppespillet til ottendedelsfinalerne – og måske videre derfra til finalen 11. juli og endnu en titel?

2-0 var dog et magert udbytte af det spil- og chanceovertag, som Spanien havde i en ensidig forestilling med spil til ét mål i de fleste af de 90 minutter.

DOKUMENTATION Spanien-Honduras minut for minut

Honduras – med Tottenham-spilleren Wilson Palacios i startopstillingen og hans to brødre, Jhony og Jerry på bænken – var en modstander, der ikke kunne matche spanierne ordentligt. Honduras-spillerne var simpelt teknisk og taktisk på et andet, lavere, niveau og kunne på ingen måde true det spanske forsvar.

Spanierne, med Barcelona-midtbanestrategen Xavi i en central rolle, hvor han hele tiden gjorde sig spilbar og hurtigt, med overblik og præcision distribuerede boldene fremad banen eller ud i siderne, dominerede fra start. Honduras-spillerne kunne hverken dæmme op for de spanske angrebsbølger eller holde lidt fast i bolden, når de endelig fik fat i den.

Og hvis David Villa og Fernando Torres – der var den største synder med to gigantafbrændere fra kort afstand - havde de været mere koldblodige og skarpe i afslutningerne, var Spanien gået til pausen med en større føring end 1-0 på målet, som Villa scorede efter et eminent gennembrud.

Se målet her:

STJERNEBAROMETRET

Han skar ind fra sin udgangsposition i venstre side, trak ind imellem to naivt opdækkende forsvarere, bagom en tredje modstander og lagde bolden over i det lange hjørne.

Valencia-angriberen kunne i øvrigt være glad for, at den noget forvirrede japanske dommer Yuichi Nishimura ikke så, at han slog Izaguirre i ansigtet. Det kunne have ført til en udvisning.

Måske skal David Villa frygte, at han straffes med karantæne, når Fifas disciplinærkomité får set nærmere på episoden.

Villa blev dobbelt målscorer

Honduras-spillerne var utilfredse med, at David Villa ikke blev straffet.

Det gjorde de så selv, igen, kort efter pausen, hvor 2-0-målet i realiteten lukkede kampen. Villa sparkede ude fra, og bolden gik ind efter at have snittet en forsvarer.

Så var der for alvor dømt legestue, og de 54.386 tilskuere så spansk kombinations- og angrebsspil i opvisningsstil, smart, smukt og hurtigt.

Brændte chancer på stribe

Honduras-spillerne var også tilskuere uden evner og styrke til at gribe meget forstyrrende ind i Spaniens dominans. Og det var noget af en gåde, at europamestrene ikke vandt en tårnhøj sejr i en kamp, hvor den spanske målmand Iker Casillas havde masser af tid til at stå og nyde spillet – og græmme sig over de brændte chancer.

Der var scoringsmuligheder nok, men måske var det simpelt hen for nemt for favoritter, så de derfor ikke bevarede koncentrationen helt ind i feltet, hvor afslutningerne var talrige, og chancerne store. David Villa kunne være blevet hattrick-helt, da højrewingen Jesus Navas blev nedlagt med et benspænd, men tillod sig at sparke forbi mål fra straffesparkspletten.

Jesus Navas var virkelig meget med i spillet og udfordrede godt nok, men hans indlægs- og afleveringspræcision var ikke helt oppe i Dennis Rommedahl- og Lionel Messi-klasse.

Spaniens første slutrundesejr skulle have endt med cifre som 5-0 eller deromkring – og målscoren kan i den sidste ende blive afgørende for, hvem bliver nummer ét i gruppen, hvor Spanien skal slå Chile i sidste kamp for at være sikker på at gå videre, og Schweiz, der møder Honduras også kan slutte med 6 point.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her