De vil bare frem, de hvide tænder. Gang på gang trækker de skægklædte kinder sig tilbage og blotter emaljeparaden i smil, grin og glæde.
I landsholdslejren op til venskabskampen mod Tyskland og VM-kvalifikationsdysten mod Kasakhstan har Nicolai Jørgensen svært ved at holde tilfredsheden tilbage, og hvorfor skulle han dog også det!? Den danske angriber har haft en eminent sæson. I sit første år for Feyenoord har han været en af de væsentligste årsager til, at den hollandske traditionsklub vandt mesterskabet efter 18 års tørke – med 21 mål kan Jørgensen glæde sig over at være topscorer i Æresdivisionen, mens han også har lagt op til 11 fuldtræffere.




























