Med ansigtshuden udfordret af det videste smil og armene let spredt ud til siderne satte Thomas Delaney kurs mod midterlinjen – som svævede han over græsset. Og i lige det øjeblik var han vitterlig flyvende. Han var kongen af dansk fodbold.
Det var mandag 4. september, og få sekunder tidligere havde midtbanekrigeren med de ibenholtsorte krøller og den elfenbenshvide tandparade headet et hjørnespark fra Christian Eriksen i nettet. Lystavlen på det slidte stadion i Jerevan, Armenien, viste 4-1 til Danmark, og det var dårligt til at tro: Delaney havde scoret tre af målene i kampen, der for alvor tændte det danske VM-håb på ny, ligesom han et par dage forinden havde bragt de rød-hvide foran i 4-0-hånen mod Polen.




























