Mens Nico Rosberg og det halve af Mercedes-lejren trådte sejrsdansen oven på den tyske kørers pole position i et til lejligheden solbeskinnet Monaco, mønstrede Kevin Magnussen et af sine brede smil som et lidt mere ydmygt tegn på, at også han var ganske godt tilfreds med forløbet af kvalifikationen til dagens traditionsrige formel 1-grandprix i fyrstedømmet på Côte d’Azur.
Med en fokuseret og veleksekveret indsats kørte den unge danske McLaren-kører sig nemlig til en startplacering som nummer 8, og han fik dermed brudt den negative tendens, der ellers var ved at brede sig efter to grandprixer uden for top-10.




























