Formel 1 skal være mere underholdende, og pengene, der kommer i kassen, skal fordeles mere ligeligt blandt holdene, end det er tilfældet i dag. Sådan er hovedessensen af den aftale, som de ti hold i VM-serien har indgået med formel 1-ejerne Liberty Media og motorsportens lovgivende organ, FIA – en aftale, der træder i kraft næste år og gælder til og med 2025.
Med underskriften på aftalen har de 10 hold i VM-serien også forpligtet sig til stille op i grandprixerne de næste fem sæsoner, og det gælder således også amerikanske Haas, der har Kevin Magnussen som den ene af sine kørere.


























