Formel 1-historien er rig på kørere, der har holdt en pause og er kommet tilbage, og kørere, som efter en fyring via hårdt slid er blevet genansat på et andet team. Og så er der Fernando Alonso, eksverdensmesteren, som har fået comeback i motorsportens kongeklasse to gange. Indtil onsdag aften var spanieren den eneste, som havde overvundet alle forhindringer og fundet vej tilbage til det eksklusive selskab af 20 racerkørere efter at have forladt det i henholdsvis 2001 og 2018. Men nu er også Kevin Magnussen med i den klub, efter at han overraskende blev ringet op af sit gamle team Haas og tilbudt et sæde for de kommende sæsoner.
Haas manglede en kører som partner til Mick Schumacher, da Nikita Mazepin fik revet sin kontrakt midtover som følge af det russiske overfald på Ukraine, og ifølge teamchef Günther Steiner var det en no-brainer at taste Magnussens nummer ind på telefonen.


























