Mick Schumacher var ved bevidsthed efter sin ulykke. Kevin Magnussen var tiendebedst i kvalifikationen.

Magnussens kollega smadrer racer i dramatisk kvalifikation

Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret lørdag 26. marts 2022 kl. 23.01

Kevin Magnussens Haas-team har fået en fin start på Formel 1-sæsonen, men kom ud for en slem forskrækkelse i lørdagens kvalifikation til grandprixet i Saudi-Arabien.

Mens Magnussen sluttede med tiendebedste tid, var teamkollega Mick Schumacher involveret i en alvorlig ulykke, da han i topfart mistede kontrollen over raceren og bragede ind i barrieren.

Tv-billeder viste et tydeligt chokeret Haas-team i sekunderne efter kollisionen. Først fem minutter senere kom meldingen om, at den unge tysker var ved bevidsthed og umiddelbart var okay.

Hans sønderslåede racer var så medtaget, at den brækkede over på midten, da den skulle fjernes fra banen. Og sikkerhedsfolk skulle bruge lang tid på at rydde op efter ulykken.

Magnussen formåede dog at holde hovedet koldt. Efter den timelange pause kørte han på banen under maksimalt pres og klemte sig ind på ottendepladsen i Q2.

I Q3 var der dog ikke flere forbedringer tilbage i danskeren. Han sluttede som nummer ti 1,388 sekunder efter Sergio Perez (Red Bull), der overraskende kørte sig til pole position.

Midt i al dramatikken om Schumacher blev det næsten glemt, at kvalifikationen blev en rendyrket sportslig fiasko for succesvante Lewis Hamilton.

Den syvdobbelte Formel 1-mester kunne slet ikke få fart i sin Mercedes og blev elimineret allerede i første kvalifikationsrunde efter at have sat 16.-bedste tid.

Man skal tilbage til 2017 og Brasiliens Grand Prix for at finde seneste gang, den britiske stjernekører røg ud i Q1. Men dengang skyldtes den tidlige exit, at Hamilton kørte af banen.

Søndagens grandprix begynder klokken 19 dansk tid. Det bliver uden Mick Schumacher, selv om han er sluppet uskadt fra sit uheld. Det bekræfter Haas lørdag aften på Twitter.

»Holdet har efterfølgende besluttet, at Kevin Magnussen bliver eneste deltager i det saudiarabiske grandprix«, skriver Haas i en meddelelse ifølge AFP.

Ifølge holdet er Schumacher blevet undersøgt på først det medicinske center ved banen og siden på et nærtliggende hospital.

Tyskeren melder sig også selv i fin forfatning.

»Hej alle. Jeg vil bare sige, at jeg er ok. Tak for de venlige beskeder. Bilen føltes meget god. Vi kommer stærkere tilbage«, skriver Schumacher på Twitter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her