Verdens bedste håndboldspiller i skikkelse af Mathias Gidsel og årets mest værdifulde spiller i europæisk håndbold, Emil Nielsen, er blandt topnavnene på det danske landshold, der bugner af talenter og profiler på alle positioner og blandt andet derfor igen hører til blandt guldbejlerne.
Favoritrollen som kommende VM-vindere har klæbet til landstræner Nikolaj Jacobsens udvalgte i lang tid, men noget er denne gang ikke helt, som det ellers har været på nationalmandskabet i 16 år, da publikum for første gang siden EM i 2008 må spejde forgæves efter både Mikkel Hansen og Niklas Landin. Duoens fravær på VM-holdet rejser naturligt nok en række spørgsmål om Danmarks aktuelle styrke, og især giver det anledning til at undersøge, hvem der nu skal føre ordet.



























