Statistikken er nærmest ubegribelig, men ved de foreløbig 15 EM-slutrunder, som Norge har deltaget i siden den første i 1994, er holdet 13 gange rejst hjem med medaljer, og 9 af dem har været af guld. Med den historie i bagagen er det forståeligt, at selvtilliden blandt de norske jenter er tårnhøj, da de afslappede og klædt i ens fritidsdress entrer Wiener Stadthalle dagen før kampen om det, der for dem er endnu en guldmedalje i en nærmest uendelig række.
De taler pænt om deres danske modstandere, for eksempel Stine Skogrand, der mener, at sejren i hovedrunden ingen betydning har før finalen.


























