Gary Lineker sagde engang, at fodbold er et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker til en bold i 90 minutter, og tyskerne vinder altid til sidst. Hvis den britiske gentleman kendte noget til håndbold, ville han efter EM-finalen i Wiener Stadthalle med en simpel omskrivning kunne overføre sine ord til harpikssporten og blot skifte tyskerne ud med nordmændene.
For med den knusende sejr på 31-23 over Danmark vandt de norske jenter for 10. gang den europæiske titel, og selv om de efter den magtdemonstration nu siger farvel til succestræner Thorir Hergeirsson, vil Norge også fremover være toneangivende i verdenstoppen.



























