Med sine isblå øjne, den tætklippede frisure, de muskelsvulmende overarme og 193 ranke centimeter ligner Kiril Lazarov hovedpersonen i en actionfilm fra Hollywood.
Nu er han håndboldtræner, men helterollen er langt fra fremmed for nordmakedoneren, der indtil for ikke så mange år siden gav den som en af verdens bedste spillere nogensinde og en målmaskine af en kaliber, der næsten skal en manuskriptforfatter til at opfinde.
Et blik på Lazarovs statistik fra en over 20 år lang karriere viser, hvorfor Danmark skal være glade for, at den i dag 45-årige Lazarov sidder på bænken og er landstræner for Nordmakedonien, når verdensmestrene i Hernings Boxen åbner EM-slutrunden mod den lille Balkan-nation.
Tallene får nemlig læseren til at tabe kæben.

























