For 25 år siden bugnede dansk herrehåndbold af talent. U21-landsholdet vandt for eksempel VM-guld i 1997 og 1999, men på seniorplan havde succesen umiddelbart overhovedet ikke nogen effekt. Tværtimod hang resultaterne fast i middelmådigheden som ved VM i 1999, hvor ottendedelsfinalen mod Cuba blev endestationen, og VM i 2001. Ja, det havde Danmark slet ikke kvalificeret sig til.
Det kan være svært at forstå den tabermentalitet, som herskede omkring herrelandsholdet dengang, når vi tænker på den dominerende rolle, mandskabet indtager i dag.


























