Når Viborgs håndboldkvinder i aften tæt på dansk spisetid har spillet den første af to finaler om Champions League-trofæet, vil Bojana Popovic være udmattet. Men ikke fordi hun har kæmpet mod ungarerne i forsvaret og slidt sig til scoringer i angrebet. Verdens bedste spiller er skadet i sit ene knæ og henvist til en rolle som heppepige, men det kan skam også være hårdt, på både den ene og den anden måde. »Jeg er så træt efter en kamp, måske dobbelt så træt, som hvis jeg selv havde spillet«, fortæller Bojana Popovic. »Man ser flere ting, når man sidder på bænken, og jeg vil så gerne fortælle pigerne alle de ting, jeg kan se«. Og det prøver hun så. I pausen eller under kampen ved at råbe sit budskab ud til sine holdkammerater eller signalere via fagter, men det kan være svært. »De er så meget inde i kampen, så man kan ikke snakke med dem hele tiden, men så snakker jeg bare med mig selv i stedet«, griner Bojana Popovic. Den 29-årige spiller ødelagde sit korsbånd i det ene knæ i februar og har siden genoptrænet. Hun cykler, styrketræner, og når holdkammeraterne træner håndbold, træner Bojana Popovic skud. Tudetur før de store kampe Det er vigtigt for hende at være så tæt på holdet som muligt, selv om hun først er tilbage på banen i efteråret. »Når man er med til træningen og taktikmøderne, føler man sig lidt som en del af det hele«, siger Bojana Popovic. Helt med er hun dog ikke, og det kan indimellem være svært at acceptere. Særligt op til Champions League-kampene. »Så har jeg det lidt dårligt, fordi jeg vil være med. Fordi jeg vil give noget og hjælpe pigerne. Så græder jeg lidt, for jeg skal have det ud i stedet for at holde på det, så jeg til sidst eksploderer – sådan er jeg. Så snakker jeg med Petar (Bojanas mand, red.), og efter 10 minutter er jeg videre og tænker: »Det er lige meget, jeg skal nok komme igen næste år, nu skal jeg hjælpe holdet med min gejst og være positiv««. Og det er Popovic for det meste. Det går fremad »Jeg bliver glad hver dag, når jeg står op og mærker, at mit knæ har det lidt bedre – når jeg mærker, at jeg kan mere og mere«. »For mig er det vigtigt, at jeg nu kan have en bold i hånden, så jeg kan lege og skyde. Man bliver glad efter en træning, hvor man har haft det lidt sjovere end normalt«, fortæller spilleren. Lige nu lægger hun meget energi i sin styrketræning og glæder sig til at se, hvordan det arbejde vil påvirke hendes spil. Og så bruger hun den megen tid, hun har alene, til at tænke over små ting i sit spil – »hvad hvis jeg gør sådan med min hånd, hvad hvis jeg hopper lidt højere, eller hvad hvis jeg går lidt til venstre« – som hun kan bruge, når hun vender tilbage. »Jeg glæder mig til at se, om jeg er blevet bedre eller har tabt på grund af skaden. Det kan faktisk godt være, at jeg får mere ud af det, fordi jeg for første gang har fået tid til at træne min krop så meget og til at tænke mere«, funderer Bojana Popovic, der håber at kunne vinde Champions League med Viborg næste år. Mens det glippede sidste år, har holdet i år været suverænt, fordi spillerne kender hinanden bedre, mener Bojana Popovic, der tror på både DM- og Champions League-sejr. I de europæiske finaler skal ungarske Györi besejres. Mange dygtige spillere »Györi har været i tophåndbold i de seneste 10 år og har nogle dygtige spillere, men det har vi også, og deres bænk er ikke så bred – vi kan køre hele vejen i et højt tempo, og det tror jeg ikke, de kan. Og så har vi flere rutinerede spillere«, siger hun. Men selv om det skulle ende med en sikker sejr på hjemmebane, skal Viborg også gå efter sejren i Ungarn. Det bekræftede den seneste semifinale mod rumænske Valcea. Efter en sejr på seks mål på udebane kæmpede Viborg for at holde liv i finalechancerne og opnåede med nød og næppe uafgjort. »Det er godt med sådan en kamp, for det er et signal om, at vi skal spille begge kampe fra nul«, siger Popovic. »Håndbold er mit liv« Hendes kontrakt med Viborg udløber i 2010, og hvor hun derefter spiller, ved hun ikke. Men hun forventer at spille til 2012, selv om hun havde sat sig for at stoppe efter næste sæson og få børn. »Ja, det var min plan, men nu ændrer jeg den, fordi jeg er blevet stoppet på et tidspunkt, hvor det ikke var planen – når man er ude så lang tid, får man mere lyst til at spille og vilje til at kæmpe igen«. Ambitioner med landsholdet Mens Popovic har vundet alt på klubplan – med Slagelse – har hun stadig ambitioner med Montenegros landshold, der i juni skal forsøge at kvalificere sig til VM i Kina. Og næste år er der EM i Danmark. »Nu hvor jeg ikke har spillet to-tre måneder, kan jeg mærke, at det er mit liv. Det er inden i mig, og det er dét, jeg har lavet hele livet – jeg savner at spille kampene og den adrenalin, man har, når man kommer til en vigtig kamp, og jeg savner at træne med bolden«, siger Bojana Popovic.