Når det gælder indendørssport, så har håndboldspillets mandlige udgave altid stået i skyggen af basketball, der som tv-underholdning har været meget populært og dominerende i de sydeuropæiske lande som Spanien, Italien og Grækenland. Men billedet er ved at vende – og det skyldes ikke mindst det europæiske håndboldforbunds stærke fokus på Champions League-turneringen, der i det store og hele er kopieret fra fodbold. Det fortæller den erfarne internationale tv-producer danskeren Henrik Saabye, der har en fortid i DR, men som i dag arbejder som producerekspert ved alle de store håndboldslutrunder, EM og VM.
Et løft på 30 procent
Henrik Saabye stod også bag tv-produktionen af den såkaldte Final-4, der var finalestævnet i håndboldmændenes Champions League i Köln i Tyskland – og som på de to spilledage i foråret samlede 38.000 tilskuere.
Og sammen med svensk TV 4 skal danskeren stå for tv-produktionen af VM i Sverige i januar.




























