Morten Balling kan dårligt gå i fred, når han slentrer ad butiksgaderne i Nykøbing Mors. Bevares, den 25-årige mand er da en flot fyr med sit brune hår redt til siden i en moderigtig frisure og sin atletiske figur, men det er næppe derfor, at folk hiver fat i ham. Nej, det bunder snarere i, at han er en yderst talentfuld venstrefløj og topscorer for Mors-Thy Håndbold - landsdelens sportslige samlingspunkt, der mod alle odds styrer mod DM-semifinalerne. »Man kan virkelig mærke støtten. De lokale bakker altid flot op, men det er bare blevet ekstra meget af, at vi nu oplever den her succes, det er faktisk fuldstændig vildt. Jeg kan ikke engang gå en tur ned i Nykøbing uden at få et par kommentarer med på vejen. Altså ros og klap på skulderen«, fortæller Morten Balling. Efter lutter sejre i slutspillets første tre kampe kan Mors-Thy i aften sensationelt kæmpe sig videre til medaljekampene. Det kræver endnu en triumf mod mastodonterne fra Bjerringbro-Silkeborg, der omvendt er slutspillets største skuffelse med tre nederlag. Uafgjort kan også være nok for Mors-Thy, hvis Skjern samtidig vinder over Aarhus Håndbold. Tæt på konkurs før sæsonen Aftenens kamp var udsolgt på 10 minutter. Alle 1.600 pladser. Derfor er Hal B i Thy Hallen udstyret med storskærm til alle dem, der ikke nåede at skaffe sig adgang til at se de lokale harpikshelte live. Til den seneste hjemmekamp tog det 11 minutter at komme af med alle billetterne. »Opbakningen er unik og betyder helt sindssygt meget for os og vores muligheder for at fortsætte med at spille godt. Men borgerne i området føler nok også, at vi er en del af dem. At vi kæmper for Mors-Thy, der ellers normalt bare bliver kaldt Udkantsdanmark. Derfor er det fedt at drille de store«, siger Morten Balling.
LÆS OGSÅ Mors-Thy tager endnu en skalp mod Aahus
Uanset hvordan det går i aften, er historien om fusionsklubben fra det nordvestligste hjørne af Danmark allerede et lille eventyr. I 2007 gik HF Mors og Thisted IK sammen om at skabe et hold i ligaklasse. Netop der har klubben ligget lige siden - i Herre Håndbold Ligaen.
Flere år har Mors-Thy dog været få kampe fra at rykke ned, og før denne sæson truede katastrofen: Klubben manglede 2,3 mio. kr. for at undgå en konkurs. Men da trådte lokalsamfundet endnu tættere sammen og skaffede pengene på et par uger.
»Klubben er en meget stor del af vores lokalsamfund. Det er vores landshold, om man så må sige. Det er et stort fælles projekt, og stort set alle føler, at de er med i klubben: Som sponsor, tilskuer, spiller eller en af de flere hundrede frivillige hjælpere«, siger Peter Overgaard, formand for håndboldholdets erhvervsklub.
Trods et indbyggertal på mindre end 100.000 i landsdelen står 186 virksomheder sammen om håndboldklubben. Det tal vokser i disse jubelglade dage – for »alle vil jo gerne være del af en succes«, som Peter Overgaard siger. Og investeringerne betaler sig, mener han. Særligt nu, hvor holdet for første gang har nået slutspillet. Klubber, der med en omsætning på 20-25 mio. kr. har tre-fire gange så meget at gøre godt med som Mors-Thy.
»Lokalområdet står bag klubben. Omvendt skaber håndbolden opmærksomhed om landsdelen og sætter Mors-Thy på landkortet. På den måde hjælper vi hinanden«, siger Peter Overgaard.
Hjemmebanen ’Bette Balkan’
Måske er det let at prale med luftige begreber som sammenhold og håndboldekstase, men i Mors-Thy er der altså noget om snakken. Det mærker alle modstandere, når de er på besøg i Danmarks nordvestlige afkrog. Typisk er der flere end 1.000 mennesker samlet, og de lægger med trommehindedirrende pift et voldsomt pres på gæsterne, mens de med klap og jubel bærer hjemmeholdet frem.
Thyboerne er så højlydte, at kulissen minder om scener fra håndboldkampe i Makedonien eller Montenegro – bare uden møntkasterier. Derfor går hjemmebanen også under navnet 'Bette Balkan'.
»Det er virkelig en heksekedel, det er det. Tilskuerne er meget entusiastiske. Helt vildt. På den gode måde«, siger Tonny Borggaard, daglig leder af Thy Hallen.
»Nu kan vi spille frit«
I 15 hjemmekampe har holdet vundet 11 gange - bl.a. over storklubberne fra Skjern og Aalborg. Men sammenhold og 'Bette Balkan' gør det ikke alene. Selv om spillernavnene er langt fra ligeså kendte som Bjerringbro-Silkeborgs Jannick Green, Rasmus Lauge eller Kasper Nielsen, råder Mors-Thy over store talenter som B-landsholdsspillerne Morten Balling og Marcus Mørk samt målvogteren Søren Pedersen.
»Da vi kvalificerede os til slutspillet i sidste spillerunde, var det en kæmpe forløsning. Nu kan vi bare spille frit. Vi har mange talenter på holdet, og når de får lov til at spille uden større pres, er de blomstret gevaldigt op. Vores tanker har aldrig kredset om en semifinaleplads, det vil næsten være i overkanten«, siger Mors-Thy-træner Jan Paulsen og tilføjer:
»Men hvis det skulle komme så vidt, stiller vi nok op alligevel«.




























