Aalborg Håndbold er ny dansk mester i herrehåndbold. Klubben vandt sin anden DM-titel kun tre år efter den første. Den anden DM-finalekamp vandt Aalborg søndag aften med 29-26 over KIF Kolding København i Brøndby.
Før sæsonen var KIF Kolding den store guldfavorit, og holdet vandt ganske vist grundspillet. Men holdet har haft det svært mod nordjyderne, som var klart bedst i begge finalekampe.




























