Erik Veje Rasmussen, træner i Århus
Mester: »Kolding København igen – fordi det er det bedste hold, det mest erfarne og sammenspillede. Guldet vindes foran BSV og Skjern. BSV har forstærket sig med Nikolaj Markussen på venstre back og Rasmus Jensen på stregen. Det giver et markant løft af holdet, også selv om Markussen lige nu er skadet. Men på stregen er man meget solide med duoen Rasmus Jensen og Michael Knudsen. Bredt set har BSV en meget stærk trup, som måske kan true Kolding København. Mit eget hold vil jeg vurdere til at være bedre end i de senere sæsoner, så derfor har jeg sat et klart krav til mig selv: nemlig at føre holdet frem til semifinalen. Det er selvfølgelig under forudsætning af, at vi slipper for langvarige skader. Vi har forstærket os med målmanden Jens Fredsgaard fra Midtjylland, som skal danne par med talentet Emil Nielsen, og så har vi fået nordmanden Stian Brevik på venstre fløj. Han kommer fra Emsdetten i Tyskland«.
Profil: »Flere spillere er inde i billedet til den hæder. Det kunne være fristende at nævne den svenske landsholdsspiller Markus Olsson, der er kommet til Skjern som afløser for Nikolaj Markussen, som jo altså er skiftet til BSV. Men jeg vil i stedet pege på hans klubkammerat, den erfarne og meget dygtige norske stregspiller Bjarte Myrhol, som Skjern har hentet i Rhein-Neckar Löwen. Hver eneste gang, jeg har set ham, har han leveret storartede præstationer, og han kan meget vel stjæle billedet i den nye sæson«.
Lars Jørgensen, spiller i Kolding København
Mester: »Det gør vi igen, det er jeg sikker på. Og bag os kommer Aalborg og BSV. Måske også Skjern. Og så er jeg i øvrigt spændt på, hvordan Tvis Holstebro vil præsentere sig – om de har samme styrke som i seneste sæson. Ligaen bliver hård og jævnbyrdig, GOG og Århus vil også spille med, så der bliver rigeligt med svære udekampe. Og udvidelsen af Champions League, som vi jo satser på, vil presse en klub som vores. Vi har mistet højrebacken Kim Andersson, men vi har fået russeren Konstantin Igropoulou; og når jeg anser det for en forstærkning, så skyldes det, at vi får mere stabilitet på pladsen. Andersson var jo meget skadet. Desuden ser det ud til, at vores unge venstre back, Lasse Andersson, er klar efter sine knæproblemer. Ham har jeg stor fidus til, og jeg anser ham – nu i en friskere udgave – for en forstærkning af holdet. Vi er godt stillet og klar til endnu en mestertitel«.




























