Da Klavs Bruun Jørgensen inden det danske EM-holds træning lørdag aften i Nantes blev spurgt, om han overvejede udskiftninger i sin trup til søndagens kamp mod Polen, var svaret klart og tydeligt nej.
I løbet af aftenen og natten har landstræneren skiftet mening, og det betyder, at anfører Stine Jørgensen bliver sendt op på tribunen til eftermiddagens kamp og erstattet af højrefløjen Mathilde Hylleberg.
»Vi bliver nødt til at tage hensyn til, at vi forhåbentlig er med i en lang turnering. Derfor vurderer vi selvfølgelig også situationen omkring Stine (Jørgensen, red.) løbende fra kamp til kamp. Vi lader hende ikke gå fra 0-100 på så kort tid, og derfor får hun en pause i dag«, forklarer Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.
God form har sendt anfører fra operationsbordet til EMStine Jørgensen blev for godt en måned siden opereret i knæet for en meniskskade, men landsholdets normale anfører kom sig i lyntempo oven på indgrebet og blev mod forventning klar til EM-slutrunden i Frankrig.
I åbningskampen mod Sverige fredag aften spillede Stine Jørgensen 35 minutter, og ifølge hendes eget udsagn kunne hun rent fysisk ikke mærke noget i knæet efter indsatsen.
»Knæet reagerede rigtig godt, og der er ikke kommet nogen reaktion«, fortalte Stine Jørgensen inden træningen lørdag, hvor hun gennemførte et specialprogram.
For Mathilde Hylleberg bliver der tale om slutrundedebut.
Danmark spiller sidste indledende kamp i Nantes tirsdag. Det er mod Serbien.
fortsæt med at læse


























