Hvis nogen for blot en uge siden havde sagt, at de danske verdensmestre efter tre kampe mod Island, Ungarn og Rusland var færdige ved EM, ville det formentlig have medført en let hovedrysten eventuelt fulgt op af en roterende finger til tindingen. Men det er ikke desto mindre den virkelighed, Håndbolddanmark er vågnet op til torsdag, og på flere punkter må nedturen føre til selvransagelse i landsholdslejren.
Modsat de andre år med slutrunder er der i 2020 ikke et helt år til at forberede sig på næste udfordring, for allerede til sommer skal landsholdet til Tokyo og forsvare det olympiske guld fra Rio de Janeiro.


























