Efter afbud fra Kina og Hongkong er Thailand tilbudt en plads i håndboldens OL-kvalifikation. Et nej vil bringe Danmark i spil.

Et thailandsk nej kan pludselig sende Danmark ind i kampen om OL-billetter

Mie Højlund og resten af det danske hold var knuste over at have misset muligheden for at komme til OL.   Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
Mie Højlund og resten af det danske hold var knuste over at have misset muligheden for at komme til OL. Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Udbruddet af coronavirus får nu også konsekvenser for afviklen af håndboldens olympiske kvalifikationsturnering, og blot yderligere et enkelt afbud til kvindernes kampe om billetten til Tokyo ville have sendt Danmark ind i OL-ræset.

Kina, der er hårdest ramt af virussen, meldte 3. februar fra til kvalifikationsturneringen i Ungarn 20.-22. marts, hvor holdet skulle have kæmpet med Rusland, Serbien og hjemmeholdet om to pladser ved OL.

I stedet rykkede Kasakhstan fra den asiatiske kvalifikationsturnering ind på Kinas plads, og Det Internationale Håndboldforbund, IHF, tilbød herefter Hongkong at træde ind i gruppe 3, der spilles i Montenegro med deltagelse af værtsholdet, Norge og Rumænien.

Overraskelsernes VM: Holland vinder guld på straffekast få sekunder før tid

I en mail til Politiken skriver håndboldforbundet i Hongkong, at det siger nej til at deltage i turneringen, og det bekræftes af en talsperson fra IHF.

Sidste bud på en asiatisk deltager i OL-kvalifikationsturneringen er nu Thailand, der blev nr. 6 og sidst i den lokale kvalifikation.

IHF meddeler, at Thailands Håndboldforbund har sagt ja, men den endelige bekræftelse fra den nationale olympiske komité mangler. Politiken har spurgt den thailandske olympiske komité, om landets håndboldkvinder agter at stille op til kvalifikationsturneringen i Montenegro, men der er ikke kommet noget svar.

Hvis Thailand mod forventning alligevel vælger at melde afbud, åbner det muligheden for dansk deltagelse i kampen om OL-billetterne.

Minut for minut: Stolpe ud i de sidste sekunder - Danmark må nøjes med uafgjort og kommer ikke til OL

En talsperson fra IHF siger, at Thailand er det sidste asiatiske land, der får tilbudt pladsen, og at den herefter vil gå til det bedste kontinent ved VM i 2019. Det var Europa, og da Danmark er bedste europæiske nation ved EM i 2018 uden plads i OL-kvalifikationen, ville landsholdet derfor skulle rejse til Montenegro 20.-22. marts og kæmpe mod stormagterne Norge, Rumænien og hjemmeholdet.

Der er dog et par ubekendte faktorer, siger talspersonen fra IHF, for det er første gang, denne situation med en række afbud opstår, og derfor bliver det i givet fald eksekutivkomitéen i verdensforbundet, der skal uddelele adgangskortet til turneringen i Montenegro.

Talspersonen ser tre muligheder for sig: Danmark får pladsen som bedste europæiske nation ved EM, som endnu ikke har en plads i turneringen, Tyskland får den som bedste europæiske nation ved VM 2019 uden plads i OL-kampen og endelig er der mulighed for at IHF udsteder et wildcard.

Men alle disse spekulationer er naturligvis overflødige, hvis Thailand bekræfter sit ja til at stille op.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her