I grunden er det da mærkeligt, at hovedstaden i verdens suverænt mest håndboldglade land ikke kan mønstre en klub, der kan være med, hvor de mandlige spillere har det sjovest. Ja, København har end ikke et hold i den bedste række, og når stjernen over dem alle vil hjem og bo i sin elskede hovedstad, må Mikkel Hansen gudhjælpemig pendle med fly til den anden ende af kongeriget.
Men håndbold er jo en jydesport? Det argument hører jeg ofte, når jeg forsøger at spørge, hvorfor dælen København er enormt langt fra at have et tophold blandt mændene.


























