Med sin højde på 167 centimeter kan Nora Mørk ved første øjekast virke lidt for klejn til at udfylde positionen som højre back på et europæisk tophold. Men intet kunne være mere forkert. Den 30-årige norske jente er nemlig en gigant i international tophåndbold, og derfor kom det også en anelse bag på ledelsen i danske Team Esbjerg, da superstjernens far for nylig pludselig var i røret og spurgte, om der var plads til Nora Mørk på det vestjyske hold.
Et kvarter tog det Esbjerg-træner Jesper Jensen at beslutte sig, og det blev et ja tak til Nora Mørk. Den norske landsholdsspiller, der har vundet VM- og EM-guld, Champions League 5 gange og i 2017 blev kåret til verdens bedste, kunne efter at have underskrevet en kontrakt på to år fortælle, at netop Jesper Jensen var den primære årsag til hendes overraskende skifte fra hjemlandet og Vipers til den vestjyske hovedstad.


























