Danmark åbner jagten på EM-medaljer med en kamp mod Montenegro i Fönix Hall i ungarske Debrecen torsdag aften. Og hvad så, vil mange sikkert tænke, det kan vel kun være et spørgsmål om sejrens størrelse. I dansk favør, naturligvis.
For den lille nation med godt 600.000 indbyggere kan vel næppe stille noget op mod de dobbelte danske verdensmestre? Jo, det kan holdet faktisk godt. Det beviste Montenegro 10. april 2019, da de dengang nykårede verdensmestre i Podgorica blev besejret 32-31 i en EM-kvalifikationskamp, og veteranen Lasse Svan husker det som en kamp, hvor modstanderne lagde et uhørt tryk på danskerne.




























