I mange år har det franske håndboldlandshold gået under navnet ’Les Experts’, fordi det altid slog til ved de store mesterskaber og som minimum spillede sig frem til semifinalen og dermed kampen om medaljer. Det er en evne, mange andre nationer har misundt franskmændene, og Danmark er i den forbindelse ingen undtagelse.
For selv om det danske landshold siden EM-bronzen i 2002 med jævne mellemrum har blandet sig i medaljestriden og flere gange er landet øverst på medaljeskamlen, så har den kontinuerlige stime, som Frankrig næsten har været garant for, ikke været danskerne forundt.




























