Hypen omkring herrelandsholdet har aldrig været så stor, som den er i disse år, og samtidig er nåleøjet til kredsen omkring landstræner Nikolaj Jacobsen uendeligt lille.
For de kvalificerede talenter vælter frem fra vækstlaget i dansk håndbold i et tempo, som når Mathias Gidsel stikker af i et kontraangreb, og det gør konkurrencen om pladserne historisk hård. Et detaljeret kig på truppen til det aktuelle EM i Tyskland viser, at talentarbejdet især ét sted i kongeriget har ualmindeligt gode vilkår, for Skolerne i Oure og samarbejdsklubben GOG er storleverandør til de tredobbelte verdensmestre.




























