Så har jeg igen været på rutsjetur med det danske håndboldlandshold. Ned og op. Helt i bund. Helt i top. Fra begravelse til genopstandelse. Og det hele sker i fuld fart. Altid. Fra den ene yderlighed til den anden. Med ’happy end’ á la Hollywood. Sådan har det i hvert fald været i de seneste 10 år. I årene inden har vi – det her er min håndbold-slutrunde nummer 32 – ofte forladt byer i fjerne lande med kuldampere og tidlige mælketog for at komme hjem. Mens spillerne har sneget sig hjem forklædt som pakkepost. I sidste uge var jeg langt fremme i skoene, da jeg – efter de to første nederlag – sendte landsholdet ud i fiaskomørket. Ud til storskrald, ud til de serbiske måger og strejfende hunde.
LÆS ARTIKEL Redaktøren: Drømmen røg til storskrald
Nu er de tilbage. Helt ufatteligt.
Et udbytte af løbende investering
Og lad mig sige: Det er det vidunderlige ved dette sprinterspil. Og ved sportsfolk, der ikke giver op – og som investerer hver en muskel, hver en tanke i at klamre sig til noget så spinkelt som et edderkoppenet.
Det mest udtalte billede på den ultimative fight så vi i kampen mod Makedonien.
Uafgjort ville have været helt nytteløst. Et resultat, der kun kunne byttes med en kuldamperbillet på Donau.
Derfor så vi landsholdet yde det ypperste i spillet – med ni sekunder tilbage: Fra Niklas Landins fodparade til René Toft Hansens store næver, videre til Mikkel Hansen – og til sidst til Hans Lindberg. Et hurtigt løb, ét langt spring – og mål.
LÆS ARTIKELMikkels aften var utrolig, forrygende og spektakulær Danmark var videre, ganske vist uden et eneste point – men videre. Regnestykket med mange ubekendte Og nu blev der regnet. Og regnet. Det var ’hvis og hvis min røv var flad og fuld af remoulade, så . . . . ’ – 117 ting skulle falde i hak, og hvor var julemanden, tandfeen og påskeharen?
