Da en gruppe på omkring 50 serbiske bøller forleden overfaldt en bilkolonne med kroatiske håndboldfans, blev der alvorligt prikket til det gamle nag mellem de to balkanlande, der tørnede sammen i den jugoslaviske borger- og selvstændighedskrig i 1990’erne. Nu frygter både politiet og arrangørerne af EM-slutrunden, at dette overfald i høj grad vil skærpe tonen og stemningen i Beogradska Arena i den serbiske hovedstad, hvor netop hjemmeholdet Serbien og Kroatien mødes i den sene EM-semifinale.
LÆS OGSÅ Serbiske håndboldbøller gik til angreb med køller
Derfor vil opbuddet af politi og militær være ekstra stort både udenfor og inde i hallen, der kan rumme cirka 20.000 tilskuere.
Selv schæferhunden ser håndbold
I forvejen har der været et stærkt fremmøde af kampklædte politifolk til EM-kampene. De har holdt sig i de ’mørke kroge’ i hallerne, klædt med hjelme og skjolde, tåregasgranater, pistoler spændt fast til låret – og enkelte med maskinpistoler. Og schæferhundene har også været til håndbold.
»Men jeg tror ikke, det bliver så galt, at der bliver brug for en kampindsats«, siger en hotelmanager, der blot vil kaldes ’Bojan’.
»Den spændte atmosfære går lang tid tilbage, vi har en fælles blodig historie at trække på, senest fra borgerkrigens dage. Men nu har det været godt i en del år, og jeg tror ikke, vi får optøjer og sammenstød i forbindelse med semifinalekampen«.
Fascister på lægterne
Til Serbiens hjemmekampe har der været en gruppe stærkt nationalistiske tilhængere – og de var ikke mindst synlige i de 3 indledende kampe i Pionir-Hallen.
»Det var folk fra den fascistiske fløj, der stillede sig op i bar overkrop, og som viste den strakte arms hilsen under nationalmelodien. Men det er et mindretal, de repræsenterer ikke serberne. Det er den slags ballademagere, man kan se alle steder, især til fodbold«, siger ’Bojan’. Han peger på, at der er et levende sportssamarbejde mellem Kroatien og Serbien, og at det bliver stadig mere udbygget. »Vi har en fælles regional liga i basketball, og hold fra Serbien og Kroatien mødes hver uge. Det giver ikke nogen nævneværdig ballade«, siger han. »Der er også en fælles liga i vandpolo, der spilles naturligvis testkampe i fodbold – det er jo nærliggende. Og så er der også begyndt stille, indledende forhandlinger om at lave en fælles regional liga i håndbold for at højne klubholdenes kvalitet. Hvad det ender med, ved jeg ikke. Men det er da positive tegn – og de skal ikke ødelægges af nogle bøller«, mener Bojan.




























