Først tager de Tjekkiet, så slås de om pladserne

stoleleg. Anders Eggert i samtale med landstræner Ulrik Wilbek ved træningen i går. Fløjen skal ind i mellemrunden, hvem skal så ud?
stoleleg. Anders Eggert i samtale med landstræner Ulrik Wilbek ved træningen i går. Fløjen skal ind i mellemrunden, hvem skal så ud?
Lyt til artiklen

I sport handler det altid om den næste kamp, det næste løb, den næste duel.

At tænke længere frem mod en ukendt modstander og et trofæ støbt af tankespind er forbudt. For det kan koste koncentration, det kan koste sejre og point.

Og man kan ende med store knuste drømme – eller som ’Konen med æggene’ i H.C. Andersens fortælling på rim:

»Jo, jeg skal vide at kneise med Nakken – og ret som hun sagde det, gjorde hun saa. Klask! Æggene der på Jorden laae«.

Derfor siger alle trænere til alle tider: Vi tager én kamp ad gangen. Og spillerne siger det samme. Selv om de ved, at det er et udsagn, der er tæt på at give smerter.

Og derfor var hovedtemaet på pressemødet i den danske EM-lejr i Herning i går da også aftenens sidste og betydningsfulde gruppe A-kamp mod Tjekkiet, der fik et comeback i slutrunden gennem 24-24 mod Makedonien.

Politikens EM-ekspert:

Politikens EM-ekspert: Håndboldens Usain Bolt er fra en anden planet

Men – på pressemødet i Boxen i Herning var der også en vis summen af spekulationer om det danske holds 16-mandsudformning, når kampen mod Tjekkiet er overstået og truppen til det store lørdagsopgør i mellemrunden mod verdensmestrene fra Spanien skal trimmes.

Det talte Wilbek ikke om. Han talte om, at kampen mod Tjekkiet skal vindes, såfremt det danske hold skal være sikker på at gå videre til mellemrunden med maksimumpoint. At det er en meget vigtig kamp, og at de danske forberedelser derfor vil være alvorlige.

Analyse af EM-truppen:

Analyse af EM-truppen: Topklasse på samtlige pladser

Og han talte om, at det tjekkiske hold i sine bestræbelser på at slå Danmark i Boxen – hvilket er tjekkernes eneste mulighed for at overleve i EM-slutrunden – vil iværksætte en mandsopdækning af Mikkel Hansen.

»Det tror jeg vil ske«, sagde Wilbek – og tilrettelagde den sidste taktiske træning med dette sceneri:

Henrik Møllgaard fik tildelt rollen som Mikkel Hansen og blev dækket op af den næsten tilbagevendte Anders Eggert – alt mens Hansen selv lavede ’elastiktræning’ og blev sparet for den mere fysiske del.

Eggert: Vi gemmer lige sprint-testen

I træningen deltog som sagt Anders Eggert – og Rasmus Lauge. Dermed har Wilbek igen 18 mand i spil til de 16 pladser. Og derfor er det naturligt at spekulere i om landstræneren agter at foretage ændringer i truppen efter kampen mod Tjekkiet.

Rasmus Lauge ser det i sagens natur gerne – for han er meldt helt klar af THW Kiels læge. Ja, Lauge mener endda, at han er fysisk bedre stillet, end da han for et par måneder siden blev tvunget til at holde pause med et delvist ødelagt bageste korsbånd i højre knæ.

»Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ville spille. For det vil jeg gerne. Også selv om jeg ved, at hvis jeg skal ind, skal en anden ud. Og jeg ved godt, hvordan den oplevelse er, for det prøvede jeg i den olympiske turnering i London. og det er ikke sjovt«, sagde Lauge til Politiken før onsdagens træning.

Wilbek har luret Tjekkiet: Vi kender deres ømme punkter

»Jeg har ikke været i kamp i to måneder, men jeg er ikke blevet en dårligere spiller i den tid. Jeg ser på perioden som en kamppause, hvor jeg har haft mulighed for at styrke min fysik. Og det har jeg gjort. Mit skud har fået mere kraft, jeg er hurtig på benene – kun på konditionen er jeg lidt bagud«.

Rasmus Lauge mener også, at han er faldet hurtigt ind i træningsrytmen med EM-holdet – og at det i hele taget er gået godt til træningerne i Herning.

»Derfor håber jeg også at komme på banen i EM-slutrunden, for hvem vil ikke gerne spille i en kulisse som denne«, siger han og breder armene ud mod Boxen.

Men hvem skal ud, hvis Lauge og også Anders Eggert skal ind?

Wilbek har tre stregspillere, tør han droppe en af dem? Og vil det være Nøddesbo, som jo ellers er blevet straffekastskytte? Eller bliver det Mads Larsen, som ikke har været storspillende? Måske Bo Spellerberg, der ikke har fået meget spilletid? Eller Lasse Svan på højre fløj? Senest fredag ved vi en hel del mere.

Rasmus Bech

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her