Danmarks håndboldherrer fik efter overbevisende sejre over Qatar og Norge et gevaldigt wake-up call til virkelighedens barske verden, da Frankrigs verdensmestre delte klø ud på hjemmebane i Paris og vandt med de ubehageligt store cifre 36-28. Øretæven, der i betænkelig grad mindede om ydmygelsen i EM-finalen i Herning for to år siden, kostede ud over skrammerne på selvtilliden yderligere kvaler, da bagspillerne Mads Christiansen og Michael Damgaard pådrog sig skader.
Især Michael Damgaard, der faldt forkert ned efter en scoring på hopskud, må frygte for sin EM-deltagelse, og en skanning af den skudstærke back skal afgøre, hvor slemt det står til med højre fod.




























