Med et skrig styrtede stregspilleren Mette Gravholt i gulvet og vred sig i smerte, efter at hendes lår havde været i nærkontakt med den i hast indkaldte bagspiller Camilla Dalby, og minuttet senere var det målvogter Cecilie Greve, som måtte bide i Kombank Arenas gulvbrædder, da et løstgående skud ramte hende i ansigtet.
Jo, ingen kunne beskylde de danske håndboldkvinder for at tage på hinanden eller sig selv med fløjlshandsker i den afsluttende træning dagen før VM-kvartfinalen mod Tyskland.




























