Et to uger langt eventyr er slut. Efter en hård fight måtte det danske ishockeylandshold bøje sig for naboerne fra Sverige i den VM-kvartfinale, som i fremtiden kommer til at stå som et foreløbig højdepunkt i dansk ishockeyhistorie.
For selv om svenskerne vandt 4-2, så kan de 24 danske spillere se tilbage på en kamp, hvor de gav Sverige den modstand, som de havde lovet. Og ikke mindst; tilbage på syv intense VM-kampe, hvor holdet for alvor fik vist, at dansk ishockey er i en rivende udvikling.




























